Det vi har sammen

Hver fjerde unge dansker er nervøs for indbrud i julen: Sådan sikrer du dig

Hver fjerde mellem 18 og 29 år frygter indbrud i julen, mens det kun er hver ottende i aldersgruppen over 50 år. Det viser en undersøgelse, analyseinstituttet YouGov har lavet for Tryg. Arkivfoto. Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Man skal sørge for, at tyven ikke får arbejdsro, og at huset ser beboet ud, når man forlader boligen i juledagene.

Mange familier forlader deres boliger i juledagene for at fejre hjerternes fest med familien. Det gør det også til en festdag for indbrudstyvene, der kan udføre deres lyssky arbejde i ro og mag.

Derfor er mange danskere også nervøse for indbrud i den ellers glade højtid. Særligt de unge.

Hver fjerde mellem 18 og 29 år frygter indbrud i julen, mens det kun er hver ottende i aldersgruppen over 50 år. Det viser en undersøgelse, analyseinstituttet YouGov har lavet for Tryg.

Man kan få huset til at se beboet ud ved, at man lader en opvask stå fremme

Tine Sode, ekspert i tyverisikring ved Bolius

Ifølge Charlotte Nolsøe Gøttler, som er forebyggelseschef for Tryg, kan der være god grund til, at det er de unge, der er særligt bekymret.

- Det skyldes formentlig, at mange af de unge mennesker tager hjem til forældrene eller anden familie, og derved efterlader de deres boliger tomme, siger Charlotte Nolsøe Gøttler.

Seks gange større risiko i julen

Og det er oftest, når boligen står tom, at tyvene slår til.

- Det er mørkt og tomt, og så er der optimale betingelser for tyvene. 

Trygs skadedata fra de sidste fem år viser, at der ér noget at være nervøs for. Der er seks gange større risiko for indbrud i de tre juledage end resten af årets dage.

Derfor er det vigtig at sikre sin bolig mod, at det sker.

Tine Sode er ekspert i tyverisikring ved Bolius, og hun har nogle gode råd til, hvordan man kan gøre sit hus svært at bryde ind i. 

Læs også Antallet af juleindbrud ligger på samme niveau som sidste år

- Man skal starte med at kontakte sine naboer. Hvis man bor i en lejlighed, så skal man snakke med dem, der bor i opgangen, og aftale med dem, at man ikke lukker folk ind i opgangen. Hvis man bor i enfamilieshus, så skal man snakke med sine naboer og bede dem om at holde øje med huset, siger tyverisikringseksperten.

Risikoen for at få indbrud i et hus er ifølge Tine Sode større end i en lejlighed. Derfor er der også nogle andre ting, man kan gøre, hvis man efterlader huset for at fejre jul et andet sted:

- Man kan få huset til at se beboet ud ved, at man lader en opvask stå fremme, ikke trækker gardinerne for, så man kan kigge ind ad vinduerne, sørge for, at der er lidt affald i skraldespanden, måske få en bil til at holde i indkørslen og lade noget lys være tændt.

Bedre til at sikre os

Det er selvfølgelig ikke så behageligt at have indbrud, men ifølge Tine Sode er der ikke nogen grund til at være nervøs - for det sker sjældent.

Og risikoen for indbrud er da også mindre, end den har været.

Tal for fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud er faldet med 70 procent siden 2009.

  Foto: TV 2 Grafik

Det kan skyldes, at vi er blevet mere opmærksomme på at sikre os.

- Man er mere bevist om, når man tager væk, at sikre døre og vinduer og fjerne værdigenstande, så de ikke er synlige for tyven, siger forebyggelseschef Charlotte Nolsøe Gøttler.

Tine Sode er enig og peger også på et par andre årsager:

- Det er store tiltag omkring nabohjælp, som er en af de rigtig vigtige ting for at forhindre indbrud. Og så bliver mange af de nyere vinduer produceret med anordninger, der gør det sværere at bryde ind gennem vinduerne.

Gode råd til at undgå indbrud

Selvom indbruddene bliver færre, er der dog stadig flere indbrud i Danmark end ved eksempelvis vores naboer i Sverige, siger Charlotte Nolsøe Gøttler. Det skyldes, at mange bor i parcelhuse og i områder, hvor vi har hegn og hække, så tyven kan gå i fred.

Derfor giver forebyggelseseksperten syv gode råd til, hvordan man ikke giver tyvene for meget arbejdsro.

Syv gode råd til at undgå indbrud i julen

  1. Anvend tænd- og sluk-ure til lys og musik, når du ikke er hjemme.
  2. Undgå at give tyven arbejdsro. Klip for eksempel hækken ned og sørg for, der ikke er helt mørkt på grunden, særligt ved døre og vinduer. Tilknyt eksempelvis en sensor til udendørsbelysningen, så lyset tænder, når der er bevægelse omkring huset.
  3. Placer elektronisk udstyr, designermøbler og lignende, så de ikke er synlige udefra. 
  4. Gem de særligt værdifulde ting, inden du forlader hjemmet, eller opbevar tingene i en bankboks.
  5. Mærk dine værdigenstande med syntetisk DNA – en usynlig væske med en unik kode, som kan kædes direkte til dig, hvis politiet finder tyvekoster fra dit hjem. Det gør det sværere for tyven at afsætte varerne til hælere. 
  6. Lav en aftale med naboerne om at holde øje med hinandens boliger.
  7. Få naboen til at fylde skrald i din skraldespand, tømme postkassen og sætte sin bil i din indkørsel.

Kilde: Charlotte Nolsøe Gøttler, forebyggelseschef, Tryg

 

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk