Hundeejer fra Faxe følte sig tvunget til at aflive sin hund

En mistanke om, at hunden var af racen Amerikansk Staffordshire Terrier, kostede Rikke Lykke Jørgensens hundehvalp livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mistanke om at Baxo var af racen Amerikansk Staffordshire Terrier, kostede Rikke Lykke Jørgensens hundehvalp livet.

Tirsdag morgen klokken fem minutter i syv bankede det på døren hos Rikke Lykke Jørgensen i Faxe i Sydsjælland. Det var to politifolk, der ville have udleveret hendes fem måneder gamle hundehvalp Baxo.

- De sagde, der var mistanke om, at han havde noget af racen Amerikansk Staffordshire Terrier (ofte også kaldet Amstaff, red.) i sig, fortæller Rikke Lykke Jørgensen til TV 2.

Den race blev ulovlig, da den nye hundelov blev indført i 2010. Racen er blandt andet blevet brugt til opdræt af kamphunde.

I en Facebook-opdatering fortæller Rikke Lykke Jørgensen om oplevelsen.

- Vi fik at vide, at Baxo havde noget boxer og noget rottweiler i sig. Han var den sødeste og kærligste hund, som legede med børn, siger Rikke Lykke Jørgensen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hun fandt Baxo i en annonce i Den Blå Avis. Den var en del af et kuld på 11, og Rikke Lykke Jørgensen hentede i juli Baxo hos hvalpenes ejer på Amager.

Tirsdag ville politiet have hunden med sig med det samme, men Rikke Lykke Jørgensen fik lov til at ringe til sin mor først.

- Hun kom, og de to politifolk krævede at få hunden med med det samme. Den skulle på et internat et hemmeligt sted, hvor vi ikke måtte se den, fortæller hun.

Valgte aflivning

balder_3.jpg
Læs også
Balders død fører til ændring af hundeloven
balder_3.jpg
Læs også
Balders død fører til ændring af hundeloven

Politifolkene oplyste hende om, at hun kunne klage over afgørelsen, men sammen med sin mor traf Rikke Lykke Jørgensen en svær beslutning.

- Jeg ville ikke udsætte en lille hvalp for at sidde alene på et internat, når det så ville det alligevel ende med, at den skulle aflives, siger Rikke Lykke Jørgensen.

Sammen med sin mor kørte Rikke Lykke Jørgensen Baxo til Faxe Dyrehospital, hvor hunden fik en dødelig sprøjte - under tæt overvågning af de to politifolk.

- De stod nærmest og kiggede os over skulderen, siger Rikke Lykke Jørgensen.

Hun oplevede politiets handlinger som voldsomme. 

- Jeg synes, det var grænseoverskridende. Og jeg følte mig presset til at få min hund aflivet, siger Rikke Lykke Jørgensen til TV 2.

- Det forfærdelige i dette er, at de uden beviser kan tage min hund. Det er ud fra én dyrelæges vurdering, som mente, der var en ulovlig race, siger hun.

Politiet forstår Rikke

Hundeloven.jpg
Læs også
Politiet bryder Hundeloven
Hundeloven.jpg
Læs også
Politiet bryder Hundeloven

Hos Københavns Politi siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard, at han godt forstår, at Rikke Lykke Jørgensen er chokeret over oplevelsen. 

- Jeg er selv hundeejer, så jeg kan godt forstå, hun blev ked af det, siger Jesper Bangsgaard.

Han forklarer, at politiet gennem længere tid har efterforsket sagen, og politiet havde fået en dyrlæge til at vurdere flere af hvalpene fra det kuld, Baxo kom fra. Dyrlægen vurderede, at der var Amerikansk Staffordshire Terrier i hvalpene. Politiet skulle nu finde de tre øvrige hvalpe fra kuldet, og blandt dem var altså Baxo.

- Vi sagde til hende, at der var klagemuligheder, og at hunden ikke behøvede blive aflivet med det samme. Men hun og et familiemedlem valgte, at hunden skulle aflives med det samme. Vi var nødt til at sikre os, at det rent faktisk skete,  siger Jesper Bangsgaard.

Sagen kommer, efter Højesteret forleden afgjorde, at de to fynske hunde Frigg og Marley kan være delvist af den samme forbudte race som Bax. Derfor skal de aflives. Fyns politi fjernede de to hunde fra deres ejere i sommeren 2014, fordi der var mistanke om, at hundene var ulovlige. Siden har ejerne forgæves forsøgt at bevise, at hundene er lovlige.


Nyhedsoverblik