Herlufsholmelever bliver chikaneret: - De råber efter os og giver fingeren

Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Danskerne tilskriver kendt kostskole negative værdier - og det går ud over både lærere, rektor, forældre og særligt elever.

Det var særligt på Charlotte Blixen-Fineckes første år, at hun oplevede det. Når hun og nogle veninder gik i deres uniformer i Næstved, oplevede de mange gange at få tilråb og endda hævede langefingre i deres retning.

- Folk i biler kunne finde på at sætte farten ned og råbe grimme ting efter os, og give os fingeren, fortæller hun. 

Charlotte Blixen-Finecke er i dag 18 år gammel og er netop dimitteret fra Herlufsholm kostskole. Hun er også en af hovedpersonerne i TV 2s nye dokumentarserie 'Herlufsholm for livet', som har premiere mandag den 13. august klokken 21.25.

Og hendes historie står ikke alene. Flere andre elever fortæller om lignende oplevelser.

Forældre skjuler, at de overvejer Herlufsholm

Rektor Flemming Zachariasen fortæller, at han også oplever problematikken. At nogle danskere tilskriver meget negative værdier til den gamle kostskole, og at det har tendens til både at gå ud over lærere, elever og familier. 

Læs også Elevtallet dykker på Herlufsholm

Han fortæller, at nogle forældre ikke har lyst til at sige til deres omgangskreds, at de overvejer kostskolen, og at mange af de ansatte tit skal forsvare skolen overfor bekendte, der ikke ved så meget om, hvad skolen egentlig står for. 

- Når jeg holder åbent hus for nye elever, og der kommer nogle forældre kørende helt fra Sønderjylland og siger:

- Vi har ikke fortalt nogen, at vi skulle hertil. Vi ville ikke skydes i skoene, at vi synes, at vi var noget særligt og skulle forklare os, så synes jeg faktisk, at det er ærgerligt, siger han.

Rektor Flemming Zachariasens ærgrelse og Charlotte Blixen-Fineckes oplevelser er ikke taget ud af den blå luft. For et år siden viste en undersøgelse nemlig, at 97 procent af danskerne har hørt om Herlufsholm Kostskole, og at det i høj grad er negative vendinger, som mange forbinder med skolen.

19 procent af danskerne mener nemlig, at skolen er 'snobbet'. Og flere lige så store andele af danskerne hæfter ord som 'for de rige' og 'overklasse' på skolen. Det viser en undersøgelse lavet af YouGov for Herlufsholm Kostskole Men de negative tillægsord er uden hold i virkeligheden, mener rektoren.

- Vi laver jo i essensen det samme som alle andre skoler, nemlig uddanner unge mennesker, til at kunne bidrage mest muligt positiv til vores fælles fremtid, men ingen andre skoler skal forsvare sin eksistens, siger han.

En plads på kostskolen for et enkelt barn vil koster cirka halvdelen af en gennemsnitlig dansk husstandsindkomst. Når nu jeres kostskolepriser ligger på en halv husstandsindkomst for en gennemsnitlig dansk familie, er det så ikke forståeligt, at danskerne mener, at det er en snobbet skole eller en 'skole for de rige'?

- Jeg var sammen med nogen forleden, som ikke kendte til skolen, men som havde en idé om, hvad det var. Jeg spurgte dem: 'Hvor mange af vores elever tror I kommer fra det lokale opland?' Og de blev virkelig overraskede, da jeg gav dem svaret, siger han og forklarer: 

- Der går cirka 600 elever på Herlufsholm. 385 af dem er dagelever, og 215 er kostelever. Hovedparten af dageleverne kommer fra oplandet omkring Næstved, og prisen for en plads som dagelev ligger omkring 50.000 kroner om året. Et beløb i den høje ende for en dansk privatskole - men dog på niveau med flere andre. 

Jeg har eksempelvis hørt fra en nabo, at de syntes, det var vanvittigt at sætte børn i verden og så lade nogle andre om at passe dem.

Dorte Fonnesbech-Wulff Estrup, mor til tre børn på Herlufsholm kostskole.

- Det vil sige, at cirka 65 procent af Herlufsholms elever kommer fra oplandet, og det er et udtryk for, at skolen er attraktiv for et bredt segment, mener rektor.

Vanvittig beslutning

Dorte Fonnesbech-Wulff Estrup er tandplejer, antropolog og ejer af Vesterbygaard Gods og har tre børn, der går på Herlufsholm Kostskole. Hun er overrasket over, at nogen vil blive væk fra Herlufsholm på grund af janteloven.

- Vi har selv i mindre grad hørt for vores valg om, at børnene går på Herlufsholm. Vi har godt kunnet mærke, at nogle har taget en smule afstand på grund af det, men hvad vi og vores børn vælger at gøre, det er jo vores eget valg, siger hun.

Blandt andet har naboerne undret sig over familiens valg. 

- Jeg har eksempelvis hørt fra en nabo, at de syntes, det var vanvittigt at sætte børn i verden og så lade nogle andre om at passe dem. At de går på kostskole, er jo ikke fordi, andre skal passe dem, men fordi vores børn ønskede det, og vi gerne vil give vores børn de helt fantastiske muligheder, Herlufsholm byder på, siger hun. 

Hun forstår ikke, at danskerne mener, at Herlufsholm er en 'snobbet' skole. 

Læs også Herlufsholm Skole får endnu en 7. klasse

- Vi har valgt at sende vores børn på Herlufsholm, fordi det var deres ønske, og fordi vi går ind for de værdier, som skolen har. Hvis det er snobbet med gode, faste rammer, gamle traditioner, og at de får venner for livet, så tror jeg, at jeg skal have genopfrisket min definition af ordet, siger hun. 

Men kostskoler er altså ikke for alle. Det viser undersøgelsen fra YouGov. Her svarer 23 procent, at de ikke ønsker at lade deres barn indskrive på en kostskole, fordi de generelt har en negativ opfattelse af kostskoler. 37 procent af forældre til børn i udskolingen svarer, at de ikke ønsker, at deres barn skal flytte hjemmefra endnu. 31 procent af forældre til børn i gymnasiealderen har det på samme måde.

Det handler om at prioritere

Rektor Flemming Zachariasen fortæller, at en af hans helt store ærgrelser er den danske jantelov. Han påpeger, at det især handler om, at man som forælder ikke anerkendes for at bruge penge på en god skole, når nu staten tilbyder gode gratis alternativer. Det er, ifølge rektoren, mere acceptabelt blandt danskerne at bruge penge på biler og rejser. 

- Du kan godt vælge en fantastisk bil, og du kan godt vælge et eksotisk udlandsmål, men hvis du vælger en fantastisk og unik skole, så “skal du ikke tro, at du er noget”. Det er jo ren jantelovsmentalitet, og det forundrer mig, siger han. 

Han ærgrer sig især over skolens stigma hos nogle, fordi der ifølge ham er mange forældre, der vælger at prioritere anderledes i deres husholdning for at få råd til at sende deres børn på Herlufsholm. 

- Det er unfair, hvis man er forældre og i stedet for at tage til Bali, så bruger sit rådighedsbeløb på at sige: 'Mit barns skolegang er vigtig', og så bagefter blive beklikket for dit motiv for at gøre det. Det er ikke rimeligt, siger han. 

Flemming Zachariasen håber, at skolen igennem information kan nuancere folks forestillinger om at skolen er 'snobbet' og 'for de rige'. Han tror, at der findes danskere, som godt kan lide Herlufsholms traditioner og undervisningsstil, men som simpelthen ikke ønsker at få janteloven at mærke ved at sende deres børn til skolen. 

- Jeg er overbevist om, at nogle forældre undlader at sende deres børn på Herlufsholm, fordi de ikke ønsker, at andre dømmer dem. Når jeg kan stå og tale med forældre, som kommer kørende langvejsfra, men som ikke vil sige til deres omgangskreds, hvor de tager til åbent hus, så forestiller jeg mig også, at der er nogle, der aldrig kommer ud af døren, siger han.

Du kan se 'Herlufsholm for livet' på TV 2 mandag den 13. august klokken 21.25 eller allerede nu på TV 2 PLAY.

FAKTA OM HERLUFSHOLM

  • Herlufsholm er et tidligere kloster, men er nu en privat dagsskole og kostskole. Herlufsholm ligger udenfor Næstved på Sjælland.
  • Skolens grundlæggere er Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye. De grundlagde skolen i 1565.
  • I de første mange hundrede år var skolen forbeholdt drenge. Piger fik adgang til skolen i 1966.
  • Man kan gå på skolen fra 6. klasse til 3.g.
  • Gennem tiden har eleverne på Herlufsholm Skole skabt et særligt Herlovianersprog, der indeholder en række specielle ord. For eksempel kaldes rektor for 'Heis', blækopgaver for 'blaver' og læsesal for 'lal'.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App