Det vi har sammen

Her kan man få vindstød af hård til stormende kuling

Varslet er et særligt sommervarsel for kraftige vindstød, som er aktuelt i perioden 1. maj til 1. september, hvor vi generelt er mere følsomme over for vind. Arkivfoto. Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Der er varsel om kraftige vindstød i den sydøstlige del af landet i eftermiddag og i aften, hvor man kan få vindstød af hård til stormende kuling.

Mens vejret endnu en gang viser sig fra sin smukke og solrige side i dag, må man forberede sig på, at det kan blive en særdeles blæsende omgang.

Især ved Østersøen har man udsigt til kraftige vindstød hen over eftermiddags- og aftentimerne.

Her kan man blive ramt af vindstød af hård til stormende kuling, og på TV 2 VEJRET varsler vi derfor kraftige vindstød mellem klokken 14 og 22 på Bornholm, over Sydsjælland, Møn, Lolland, Falster, Langeland, Sydfyn og det sydfynske øhav samt Als.

Særligt sommervarsel for kraftige vindstød

Varslet er et særligt sommervarsel for kraftige vindstød, som er aktuelt i perioden 1. maj til 1. september, hvor vi generelt er mere følsomme over for vind.

I maj og hen over sommeren har vi flere lette og vindfølsomme ting ude i haven som trampoliner, havemøbler og hoppeborge mv. end om vinteren, og derfor kan kraftige vindstød skabe større problemer nu end om vinteren.

Klemt inde mellem et højtryk og et lavtryk

Vinden blæser i dag fra øst mod vest mellem et højtryk over Norge og et lavtryk over Tyskland. 

Læs også Her blev de ramt af vindstød af stormstyrke fredag aften

Kontrasterne mellem højtrykket og lavtrykket er størst over den sydlige del af landet, og derfor vil det være mest blæsende hen over Østersøen og inde over de omkringliggende landområder.

Vindstødene vil faktisk være kraftigst over land her i den sidste del af foråret og hen over sommeren, hvor solopvarmningen over land giver en mere urolig luft end ude til havs, hvor det kolde vand giver en mere konstant vind.

Så hold fast i kasket og solbriller, hvis I er omkring Østersøen - og ellers kan man nyde endnu en flot forårsdag med sol og kun tynde slørskyer på himlen.

INDDELINGEN AF VINDSTYRKER I DANMARK

  • Orkan: >32,6 m/s
  • Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
  • Storm: 24,5-28,5 m/s
  • Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
  • Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
  • Kuling: 13,9-17,1 m/s
  • Hård vind: 10,8-13,8 m/s
  • Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
  • Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
  • Let vind: 3,4-5,4 m/s
  • Svag vind: 1,6-3,3 m/s
  • Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
  • Stille: <0,3 m/s

Kilde: TV 2 VEJRET

 

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App