Det vi har sammen

Her kan du forvente bilkøer og forlænget rejsetid

Det bliver især i retning mod Jylland over Storebælt, at trafikken bliver tæt. Foto: Morten Bøgh

I samarbejde med tv2.dk

Særligt fredag skal du væbne dig med tålmodighed, hvis du skal ud og køre i pinsetrafikken.

Når mange danskere skal på pinsebesøg hos familien eller en tur i sommerhus, kommer det til at skabe et ekstra pres på de danske motorveje.

Sådan lyder forventningerne fra Vejdirektoratet i al fald.

De varsler tæt trafik med mulighed for kødannelse og forsinkelser. Den øgede trafik på vejene vil hovedsageligt kunne mærkes på motorvejene på tværs af landet mellem Hovedstadsområdet og Jylland. Men også på landevejene omkring landets populære sommerhusområder kan danskerne forvente øget trafik.

Mest trafik fredag

På udrejsedagene bevæger trafikken og trafikpresset sig primært fra Sjælland mod Jylland via Fyn eller færgen fra Sjællands Odde. 

Det er særligt fredag mellem klokken 14 og 20, at Vejdirektoratet forventer massiv trafik på vejene. En blanding af udrejsetrafik og myldretid gør tidsrummet ekstra kritisk, og det kan blive skyld i kødannelser på vejene omkring de store byer.

Når pinsen er slut, og danskerne skal hjem fra deres miniferier, vil presset naturligvis modsat være rettet mod Sjælland fra Jylland. 

Sådan forventer Vejdirektoratet, at pinsetrafikken kommer til at arte sig. Foto: Vejdirektoratet

Vejret bestemmer hjemrejsetrafikken

Men ifølge Vejdirektoratet er hjemrejsedagene sjældent ligeså slemme som udrejsen, da den fordeler sig mere jævnt.

Der er dog én ting, der kan få betydning for, hvor stort presset på vejene bliver på den store hjemrejsedag mandag den 5. juni, nemlig vejret.

Hvis vejret viser sig at skulle blive rigtig godt, er det Vejdirektoratets erfaring, at danskerne trækker hjemrejsen så længe så muligt og først kører hjemad mandag aften.

Dermed samles trafikken til sidst på dagen, hvilket kan være med til at skabe mere trafik end normalt.

Kør ordentligt og hav tålmodighed

Risikoen for uheld er større og konsekvenserne mere omfattende, når der er mange biler på vejene samtidig.

Derfor lyder opfordringen fra Vejdirektoratet, at danskerne – som altid – bør køre med omtanke og tålmodighed samt at holde afstand til de andre bilister.

Vejdirektoratet opfordrer desuden danskerne til at planlægge køreturen udenfor de travleste perioder og at orientere sig om den aktuelle trafiksituation, inden de sætter sig ud bag rettet. Det kan man blandt andet gøre på trafikinfo.dk og i app’en Trafikinfo.

Tip os Har du et godt tip?