"Kom maj du søde milde" - kommer i den grad til at passe i år, hvor den første uge i maj måned viser sig fra sin både flotte og lune side.
Det lune forårsvejr ser ud til at kulminere i næste weekend, hvor temperaturen kan stige til over 20 grader.
Et stort højtryk over Nordatlanten vil frem mod næste weekend transportere lunere luft mod Danmark, og det kan efter en uge med gode chancer for sol og op til 15 grader give helt sommerlig varme lørdag og søndag.
Mellem 17 og 20 grader
Begge dage er der udsigt til temperaturer mellem 17 og 20 grader mange steder i den indre del af landet, mens det bliver lidt køligere langs kysterne, hvor der med rolige vindforhold vil dannes søbrise, der blæser lidt køligere luft ind fra havet.
Søndag kan temperaturen ifølge de seneste prognoser nå over 20 grader - men det er stadig et stykke til årets hidtil højeste temperatur på 21,5 grader, der blev målt allerede den 31. marts, da vi havde den næstvarmeste martsdag i dansk vejrhistorie.