Endnu et sammenbrud - heller ikke kommunerne kan blive enige om overenskomst

Det nye sammenbrud kommer efter en weekend, hvor flere fagforeninger har forberedt sine medlemmer på strejke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forhandlinger om en ny overenskomst for de kommunalt ansatte er brudt sammen.

På trods af møder på kryds og tværs hele dagen har parterne ikke formået at finde en løsning på de største knaster i forhandlingerne, som fortsat er lønniveauet, regulering af arbejdstiden og den arbejdsgiverbetalte frokostpause.

- Så er forhandlingerne med Kommunernes Landsforening brudt sammen, desværre, skriver formand for fagforeningen FOA på Twitter.

I weekenden håbede kommunernes topforhandler Michael Ziegler eller fortsat på at kunne lande et forlig med lønmodtagerne inden den 28. februar, som er fristen for en aftale.

- Jeg vil gerne appellere til, at vi ikke drager forhastede konklusioner. Vi er fortsat klar til at forhandle, sagde Michael Ziegler på det tidspunkt til Ritzau.

Sammenbrud for de statsansatte

Efter syv dages overenskomstforhandlinger mellem staten og statens ansatte brød de sammen fredag eftermiddag.

Her var årsagen, at parterne efter det lange forhandlingsforløb stadig ikke var enige om, hvor store lønstigninger politibetjente, gymnasielærere, skattemedarbejdere og ansatte i ministerier skal have i de kommende tre år.

Chefforhandleren for de offentligt ansatte, Flemming Vinther fra Centralorganisationernes Forhandlingsudvalg, CFU, fortalte i forbindelse med sammenbruddet til TV 2, at det, statens og kommunernes forhandlere havde lagt på bordet indtil videre, ikke var godt nok. 

- Problemet er, at de ikke imødekommer os overhovedet på nogle af vores centrale krav, sagde Flemming Vinther i fredags.

Fagbevægelse forbereder sig på strejke

Fagbevægelsen begyndte i weekenden at forberede sig på konflikt efter fredagens sammenbrud i forhandlingerne.

Pædagogernes fagforening BUPL har lavet en strejkeplan, der vil betyde lukning af en del af landets skoler og institutioner.

- Vi håber ikke, det kommer så langt. Men hvis det skal vise sig, at det er nødvendigt, så er vi klar til en konflikt. Det er jo en del af den danske forhandlingsmodel og et af de kampskridt, vi har. Det er en  af de muligheder, vi har for at presse arbejdsgiverne, sagde Elisa Bergmann, formand for BUPL, til TV 2 i weekenden.

Hun oplyste i den forbindelse, at BUPL vil sende 10-15 procent af sine medlemmer i strejke, hvis det ender med en konflikt. Det svarer til 5-6000 pædagoger.

I alt 745.000 offentligt ansatte risikerer at blive konfliktramt.


Nyhedsoverblik