Danmark på vej mod værste tørke i over 100 år

Det har været en utrolig tør sommer.

I samarbejde med tv2.dk

Ikke siden 1874 er der i løbet af tre sommermåneder faldet så lidt regn som i år.

Det er historisk tørke, vi netop nu oplever i Danmark, hvor vi i snart tre måneder kun har fået begrænsede mængder regn.

Tørken, der startede i maj, har ført til afsvedne græsplæner og marker, mens der i hele landet er afbrændingsforbud, og selv fra rummet kan man se tørken over Danmark.

Holder de seneste prognoser, som stort set ikke har en dråbe regn til Danmark i den kommende uges tid, så er vi på vej mod den værste tørke, der har ramt Danmark i sommerhalvåret siden 1874.

Blot 45 millimeter på tre måneder

Indtil den 19. juli er der siden 1. maj på landsplan blot faldet 45 millimeter regn, og juli måned er på vej mod at sætte tørkerekord med blot tre millimeter regn fordelt ud over hele landet.

Falder der ikke mere regn resten af måneden, så er maj, juni og juli de tørreste tre måneder i træk, der nogensinde er registeret på den tid af året, hvor fordampningen kan føre til en tørke, som vi ser nu. 

  Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Tættest på denne sommers foreløbige 45 millimeter kommer alle tiders tørre forår, hvor der i marts, april og maj 1974 faldt 46 millimeter, mens den tørreste sommer gennem tiderne i 1976 i juni, juli og august bød på 49 millimeter regn.

Langt værre end EM-sommeren

Den ellers knastørre EM-sommer i 1992 kan ikke måle sig med det, vi oplever nu. Dengang hørte tørken op i starten af juli, og der faldt i månederne maj, juni og juli i 1992 i alt 75 millimeter regn.

Dermed oplever vi lige nu den værste tørke i Danmark i 144 år. Kun i vinteren 1947 er der på tre måneder faldet mindre nedbør, end vi oplever i år.

Juli på vej mod ny tørkerekord 

Den tørreste måned nogensinde registeret i Danmark er dog stadig juni 1992, hvor der faldt blot én millimeter regn.

Juli 2018 kommer dog tæt på 1992. Nogle steder i Østjylland er der ikke faldet regn siden den 16. juni, og indtil videre er der blot faldet tre millimeter regn på landsplan.

Alt tyder på, at juli med flere længder slår rekorden som nedbørfattigste juli. Den lyder på 15 millimeter regn, som er faldet i de tre tørre juli måneder i både 1904, 1983 og 1994.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App