Cirkusartist styrtede til jorden - er stadig indlagt

Cirkus Arena opholder sig om vinteren i Slagelse. Cirkusset fastholder, at artisten, der faldt til jorden under en forestilling, selv bærer ansvaret. Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Cirkus Arena fastholder, at artisten, der faldt ned under forestilling, selv var ansvarlig for at sikre sit udstyr.

Siden Tetiana Korenieva var fire år gammel, har hun forfulgt drømmen om at svæve - i hvad der ligner næsten vægtløs tilstand - højt over publikums hoveder i cirkus.

Den 1. august blev den drøm til et mareridt, da den 24-årige ukrainer styrtede mod jorden fra stor højde og ramte manegen med hovedet først. Det skete i det Slagelse-baserede Cirkus Arena under en forestilling i Hornbæk. 

To læger, der befandt sig blandt publikum, ilede til for at hjælpe Tetiana Korenieva og baseret på deres umiddelbare vurdering udtalte turnéchef i Cirkus Arena Klaus Jochumsen dengang, at hun var faldet fra tre meters højde og sluppet med en brækket arm, som det fremgår af artiklen herover.

Det gik desværre langt værre.

Kabel knækkede

Tetiana Korenieva var ansat til at optræde med et nummer, hvor hun svingede sig imellem to vertikalsejl – lange lagener hængt op i cirkusteltets top – men det kabel, der holdt sejlene, knækkede, og hun faldt mod underlaget for øjnene af publikum.

Ifølge hendes kæreste, Sebastian Hofmann, der har startet en indsamling til hendes fordel, skete faldet fra syv til otte meters højde. På sin hjemmeside kalder kæresten det "et lille mirakel", at hun overlevede.

Læs også Akrobat styrter ned under forestilling i cirkus

Sebastian Hofmann skriver, at hun brækkede næsten alle knoglerne i sin nakke, har knust sin venstre hofteskål, har nerveskader i venstre side af kroppen og kæmper med flere andre alvorlige helbredsproblemer. 

Tetiana Korenieva fik øjeblikkeligt hjælp fra to tilstedeværende læger og blev efterfølgende fløjet væk i en lægehelikopter. 

Beklager forkerte oplysninger

Cirkus Arenas pressechef, Kristoffer Ditlevsen, beklager, at de forkerte oplysninger blev spredt i medierne, men forklarer, at det var, hvad turnéchefen havde af information kort efter ulykken.

- Klaus Jochumsen er dybt ulykkelig over ulykken, og at de oplysninger, som skulle vise sig at være forkerte, blev spredt blandt medierne og ikke siden korrigeret, selvom han senere udtalte sig om hendes reelle traumer. Han har på ingen måde haft til hensigt at negligere hendes skader, siger han.

Tetiana Korenieva er nu indlagt på Slagelse Sygehus, hvor hun kæmper for at få sin førlighed tilbage.

Ifølge de informationer, som Cirkus Arena har modtaget, har Tetiana Korenieva gennemgået en vellykket operation og er i bedring.

Får ikke længere løn

Fra sin hospitalsseng på Slagelse Sygehus siger Tetiana Korenieva imidlertid til B.T., at hun ikke længere får løn.

Eftersom de kun har været hyret til ét nummer efter faldet, får de også kun honorar for et nummer.

Kristoffer Ditlevsen, Cirkus Arenas pressechef

- Cirkus Arena har glemt mig. De tænker mere på deres bankbog og deres offentlige image end på mig.

Det er imidlertid ikke Cirkus Arena, der har stoppet udbetalingerne, forklarer Kristoffer Ditlevsen. Tetiana Korenieva er nemlig en del af en cirkustrup, der arbejder for den ukrainske cirkusvirksomhed Bingo Circus Theatre, der var hyret af Cirkus Arena.

Bingo Circus Theatre fik udbetalt en sum penge af Cirkus Arena for at udføre to numre i Arenas forestilling, hvoraf Tetiana Korenievas var det ene. Herefter har Bingo Circus Theatre kun fået betaling for det ene nummer, som de tilbageværende artister udfører. Præcis som deres kontrakt foreskriver, lyder det fra Cirkus Arena.

- Eftersom de kun har været hyret til ét nummer efter faldet, får de også kun honorar for et nummer, siger Kristoffer Ditlevsen.

Har sørget for behandling

Cirkus Arena føler desuden, at de har ydet den støtte, som Tetiana Korenieva havde brug for nu og her.

- Vi har sikret, at hun har det gule sygesikringskort og dermed gratis behandling i Danmark, indtil sygehuset meddeler, at hun er rask nok til at forlade det, siger Kristoffer Ditlevsen.

Siden ulykken er Tetiana Korenieva blevet behandlet i det danske sundhedssystem, og ifølge Kristoffer Ditlevsens oplysninger vil de danske læger ikke udskrive hende, før de kan sige god for hendes tilstand.

Kan kræve 12 måneders behandling

Ifølge Tetiana Korenievas kæreste kan hendes rehabilitering dog tage op til 12 måneder, hvor hun ikke vil være i stand til at optræde eller finde andet arbejde, skriver han på gofundme.com.

Sebastian Hofmann skriver yderligere, at parret klynger sig til et spinkelt håb om, at hvis alt heler på den mest optimale måde, og hendes terapi går efter planen, vil hun igen kunne optræde. Dog aldrig med den rutine, hun har perfektioneret, siden hun var 10 år gammel.

Den 24-årige ukrainer er ikke forsikret - et ansvar, der ligger hos Bingo Circus Theatre, understreger Cirkus Arena - og er selv ansvarlig for sin sikkerhed og det udstyr, der svigtede under hendes optræden.

- Det foregår alt sammen med udstyr, som artisten selv er ansvarlig for at vedligeholde og montere. Det er den generelle praksis, og det er for artistens egen sikkerheds skyld, siger Kristoffer Ditlevsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App