Beskyttelse af islamkritiker deler vandene i Folketinget

Ved arrangementet i Agervang i Holbæk onsdag var mindst 30 uniformerede betjente til stede. Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Skal politiet rykke talstærkt ud, hver gang Rasmus Paludan afholder demonstration? Politikerne er uenige.

Det skabte, for nu at sige det mildt, en ophedet stemning, da den omstridte islamkritiker Rasmus Paludan onsdag troppede op i boligområdet Agervang i Holbæk.

Som så ofte før medfører det vrede og uroligheder, når Paludan, advokat og formand for partiet 'Stram Kurs', tager land og rige rundt med sine opsigtsvækkende demonstrationer. Rasmus Paludan har henover sommeren besøgt flere ghettoområder herhjemme, og hver gang er han assisteret af et større politiopbud, som skal holde gemytterne i ro.

Men er det virkelig rimeligt, at dansk politi skal møde frem med mange mand, hver gang islamkritikeren afholder en demonstration og provokerer særlige befolkningsgrupper? Nej, mener SF. 

Nu tror jeg, folk har fattet pointen i hans groteske, latterlige udtalelser

Karsten Hønge (SF), politisk ordfører

- Der må være grænser for, hvor mange penge vi skal bruge på at passe på en person, der tydeligvis er en stakkel, en sølle nar, siger Karsten Hønge, politisk ordfører i SF.

Iklædt skudsikker vest

Rasmus Paludan er adskillige gange blevet mødt med trusler fra lokale indbyggere, når han under sine demonstrationer har lavet optagelser til YouTube-kanalen Frihedens Stemme.

Debattørens budskab er blandt andet, at islam skal forbydes, og at indvandrere skal tvangsudsendes af Danmark. Eksempelvis viser en af videoerne Paludan på besøg i Odense-bydelen Vollsmose, hvor han iklædt skudsikker vest og beskyttet af både politi og vagter kommer i karambolage med unge indvandrere.

Det er dog ikke kun islam, advokaten og provokatøren langer ud efter. I 2017 lagde han en række videoer ud, hvor man ser ham foran Ungdomshuset. Videoerne viser, at Rasmus Paludan flygter og må ringe efter politiet.

Siden har Rasmus Paludan oftest haft et voksende antal betjente med til sine demonstrationer, fordi ordensmagten er nødsaget til at beskytte ham. 

Kanonslag affyret

I boligområdet Agervang i Holbæk blev der således affyret kanonslag og kastet æg og mindre sten efter Paludan, da han åbenlyst provokerede den fremmødte menneskemængde.

- Der er åbenbart nogle, der vil bestemme, hvor jeg må være, bare fordi jeg har en politik, de ikke bryder sig om, siger Rasmus Paludan. 

Læs også Flere kanonslag affyret under islamkritikers demonstration i ghetto

Over for TV 2 afviser han, at han bevidst opildner og provokerer, selv om man på flere videoer og optagelser kan se, at han anråber de fremmødte som "muslimske tabere" og omtaler profeten Muhammed som "pædofil".

- Jeg har ikke fremprovokeret noget som helst, siger han. 

Spild af politiets ressourcer

De seneste to måneder har der været mindst 15 politiaktioner i forbindelse med de demonstrationer, stifteren af 'Stram Kurs' afholder. 

Politiet vil ikke oplyser, hvor meget mandskab, det kræver. Men ved arrangementet i Holbæk onsdag var mindst 30 uniformerede betjente til stede. 

- Det er jo demokratiets vilkår, at politiet og myndighederne en gang imellem må gå ind og beskytte ytringsfriheden. Og det gælder også Rasmus Paludan, uanset hvad man mener om ham, siger Naser Khader, udlændinge- og integrationsordfører i Det Konservative Folkeparti. 

Den holdning er Karsten Hønge fra SF direkte uenig i. Han mener, at det er spild af politiets ressourcer at beskytte Rasmus Paludan. 

- Nu tror jeg, folk har fattet pointen i hans groteske, latterlige udtalelser, siger Karsten Hønge.

Rasmus Paludan, som tidligere været medlem af blandt andet Venstre, Nye Borgerlige og Dansk Samling, har i øvrigt planlagt besøg i 21 danske byer i den kommende tid. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App