Barometret viser smukt vejr, men der kommer alligevel regn- og tordenbyger - her er forklaringen

Lørdag kan byde på regn- og tordenbyger flere steder over de østlige egne, men alligevel kan barometeret vise noget helt andet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange danskere har - eller har set - gammeldags barometre som hænger på væggen i stuen. Pilen kan pege på alt mellem stormfuldt og smukt, og viser luftens tryk.

Ofte giver lavt tryk anledning til ustadigt vejr med skyer, nedbør og blæst, mens højtryk ofte følges af pænt og tørt vejr - med mere rolige vindforhold.

Men sådan er det ikke i dag.

Lufttrykket over Danmark ligger på omkring 1025 hektopascal i dag, og det er ensbetydende med at der over hver eneste kvadratcentimeter hviler cirka ét kilo luft.

Jo højere lufttryk jo sværere har byger ved at opstå, og derfor oplever man tit tørvejr i højtryksområder.

Kulde i højden giver byger

Men sådan er tilfældet ikke lørdag. 

Et område med kold luft i cirka fem-seks kilometers højde, bevæger sig tæt ind over Danmark, og det gør luften væsentlig mere ustabil. Den kolde luft i højden, og den varme luft nær overfladen vil gerne bytte plads, og derfor dannes der let kraftige byger - trods det høje lufttryk. Et sådant område med kold luft i større højde, bliver ofte omtalt som en 'kuldepol'.

Det er et lavtryk i højden - en såkaldt 'kuldepol' - der giver anledning til bygedannelsen lørdag og søndag. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET
Det er et lavtryk i højden - en såkaldt 'kuldepol' - der giver anledning til bygedannelsen lørdag og søndag. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Både i dag og søndag kan der opstå stedvis kraftige regn- og tordenbyger, inden luften fra mandag igen bliver mere stabil, og der venter os flere dage med næsten skyfrit vejr og temperaturer der nærmer sig 30 graders varme.


Nyhedsoverblik