Stevns vil have omfartsvej til Sydmotorvejen

Arkivfoto. Foto: TV ØST

I samarbejde med TV 2 Lorry

Stevns vil have en statslig omfartsvej, der forbinder kommunen med Sydmotorvejen, efter ny rapport peger på trafikale udfordringer.

Stevns Kommune vil rigtig gerne kobles op på Sydmotorvejen. Nu har kommunen fået undersøgt mulighederne - i en rapport, som Vejdirektoratet står bag. 

Bevæbnet med denne håber Venstre-borgmester Anette Mortensen, at Folketinget vil bevilge en omfartsvej til kommunen.

- Det er en befrielse at få de faglige eksperters ord for, at vores oplevelse af at stå med en urimelig trafikal udfordring er helt reel. Vi har vidst det i årevis – men nu har vi det også sort på hvidt, udtaler borgmester Anette Mortensen (V) i en pressemeddelelse.

Der er tale om potentialer, som langt overstiger, hvad nogen har forventet

Anette Mortensen (V), borgmester på Stevns

Egentlig drager Vejdirektoratets rapport ingen konklusioner, men beskriver i stedet to muligheder for at anlægge omfartsveje til motorvejen.

Specielt forslaget, hvor en sydlig forbindelse fra området omkring Klippinge kobles på motorvejen syd for Herfølge, vækker begejstring på rådhuset. 

- Den største overraskelse i rapporten for mig er størrelsen på det udviklingspotentiale, som en linjeføring fra Klippinge over Hårlev med tilslutning ved afkørsel 34 på Sydmotorvejen kan bringe til Stevns. Der er tale om potentialer, som langt overstiger, hvad nogen har forventet, siger borgmester Anette Mortensen.

  Foto: Vejdirektoratet

- Når vi gør fordele og ulemper i Vejdirektoratets rapport op, kan vi slet ikke tillade os at vende ryggen til det potentiale, den sydlige linjeføring giver os, siger borgmesteren uden at uddybe yderligere, hvad hun mener med potentiale.

Kræver enighed med Køge

Mens Stevns Kommune altså er ret så forelskede i idéen om en sydlig omfartsvej, så er det også op til Køge Kommune at melde ind med ønsker.

Såfremt de to kommuner kan blive enige om, hvilken af de to foreslåede omfartsveje, de bedst kan lide, skal de afsætte penge til en VVM-redegørelse, som beskriver vejens påvirkning på miljøet.

Herefter skal der afsættes penge til at etablere selve vejen.

Det hele forudsætter dog, at Folketinget også synes, en omfartsvej er en god idé. Der skal således være flertal i Folketinget, før Stevns' drøm om en motorvejsopkobling kan blive en realitet.

Tilbage i 2008 forsøgte de to kommuner også at få anlagt en omfartsvej. Dog uden held.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App