Det vi har sammen

Pædagog alene på vagt i børnehave fundet død

Tinsoldaten i Ringsted. Foto: Google Street View - taget 2016

En kvindelig pædagog på vagt i døgn-daginstitutionen Tinsoldaten i Ringsted er blevet fundet død på sin vagt. Pædagogen var alene på job.

En kvindelig pædagog i den døgnåbne daginstitution Tinsoldaten i Ringsted blev i forrige uge fundet død på sit arbejde.

Det oplyser Ringsted Kommune til TV ØST.

- Kvinden var alene på vagt i nattetimerne, hvor fem børn sov i institutionen. Hun døde en naturlig død, og børnene så heldigvis ikke noget, siger Henrik Harder, direktør for børne- og skoleområdet i Ringsted Kommune. Kvinden blev fundet af en kollega, der mødte klokken 5.30.

Hændelsen fandt sted den 27. oktober, hvor den 51-årige kvinde var nattevagt i institutionen.

Havde arbejdet 20 år i institutionen

Tinsoldaten er en daginstitution for vuggestue og børnehavebørn, hvor børnene kan overnatte, mens forældrene er på job.

- Der er normalt to voksne på arbejde i institutionen indtil klokken 23.00. Derefter er der en nattevagt på arbejde, der kan tilkalde hjælp fra det nærliggende plejehjem og fra en pædagog, der er bagvagt, siger Henrik Harder.

Kvinden har arbejdet 20 år i institutionen, og børn, forældre og ansatte er siden blevet tilbudt krisehjælp.

Hændelsen fører nu til, at kommunen vil se på, om der skal være bedre bemanding i nattetimerne.

- Vi har haft den her procedure i mange år i institutionen, uden at det givet problemer. Og det er jo ikke meget anderledes, end når en dagplejemor er alene med børnene en hel dag. Men vi overvejer, hvad vi kan gøre, siger Henrik Harder til TV ØST.

Tip os Har du et godt tip?