Det vi har sammen

Påsatte brande i Slagelse skaber bekymring

Alex Svane Hugger har været vidne til en af bilbrandene i Slagelse. Foto: TV ØST

En lang række af påsatte brande, blandt andet i biler, skaber utryghed i Slagelse.

Alex Svane Hugger blev natten mellem søndag og mandag vidne til en brændende bil i Slagelse.

Bilen var bare en af mere end 40 påsatte brande, der har hærget Slagelses gader siden midten af maj.

I nat blev hele fem bliver brændt, og tendensen skaber utryghed i byen.

- Jeg synes generelt, at Slagelse er en utryg by, og det her gør det jo bestemt ikke bedre. Man aner ikke, hvor det bliver næste gang, siger Alex Svane Hugger. 

Læs også Når flammerne omringer en by: Flere end 40 påsatte brande

Det er voldsomt

Også hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fylder de påsatte brande en hel del.

- Det er da voldsomt, og derfor ser vi naturligvis også med stor alvor på de ildspåsættelser, som er foregået, siger Allan Holm, der er vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Der er sket en udvikling i antallet af brande, og derfor har vi selvfølgelig også sat ekstra politiressourcer ind i forhold til at forsøge at dæmme op for det. Også i forhold til den efterforskningsmæssige del, for at få opklaret hvem det er, der har stået bag de brande, vi har oplevet, fortsætter han.

Politiet søger vidner

Læs også Igen påsatte brande i Slagelse: Fem biler sat i brand på 33 minutter

For at komme videre i efterforskningen, søger politiet hjælp fra lokale, der har set eller bemærket noget, der kan have relation til brandene.

- Vi er virkelig interesserede i at få henvendelser fra borgerne her i Slagelse, som måtte gøre sig nogle iagttagelser. Det kan godt være, at man i første omgang ikke tænker, at det har nogen relevans i forhold til politiets efterforskning, men det kan vise sig at blive vigtigt i en efterforskning, siger Allan Holm. 

Tip os Har du et godt tip?