På Lolland anmelder folk hinanden for socialt bedrageri

I Lolland kommune er antallet af sager om socialt bedrageri steget over de seneste tre år. Borgere anmelder i højere grad hinanden end andre steder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En borger der er registreret som enlig, men bor sammen med sin partner eller en borger, der modtager kontanthjælp, men er i job.

Sager som disse er et stort problem i TV ØST’s sendeområde. Det viser en rundspørge til alle de 12 kommuner, som TV ØST dækker.

quote Vi ser flere og flere sager, hvor folk får en ydelse, de ikke er berettiget til

Lone Wassileffsky, kontrolmedarbejder i Lolland kommune

Alle kommuner  - pånær Stevns - har de seneste år intensiveret jagten på borgere, der snyder med sociale ydelser. Her vurderer kommunerne, at de sammenlagt har standset snyd for omkring 40 millioner kroner.

Mange af sagerne handler om folk, der snyder med adressen

Om socialt bedrageri:

Når en person videregiver urigtige oplysninger for at opnå ret til sociale ydelser, som vedkommende ikke er berettiget til. I denne artikel tilfælde er der tale om borgere, der uberettiget modtager ydelser udbetalt af kommunen som kontanthjælp, sygedagpenge og daginstitutionnedsættelse.

Èn af de kommuner, der har oplevet en stigning i antallet af sager de seneste tre år er Lolland kommune. I 2016 undersøgte kontrolgruppen 157 sager, der handlede om socialt bedrageri, hvor de i år undersøgte 243 sager. Det er en stigning på 55 procent.

- Vi ser flere og flere sager, hvor folk får en ydelse, de ikke er berettiget til. Det kan eksempelvis være sager, hvor nogen arbejder samtidig med, de får kontanthjælp eller sygedagpenge. Der er mange forskellige måder at lave socialt bedrageri på, siger kontrolmedarbejder Lone Wassileffsky.

Den sociale snyd handler især om borgere i kommunen, der opgiver urigtige oplysninger i forhold til, hvor de bor.

- Hovedparten af de sager, vi har her hos os, de handler om bopælssager. Altså bor mor og far sammen, eller bor de ikke sammen. Hvis man ikke bor sammen og har børn, får man nogle ydelser fra det offentlige, fordi man er enlig forsørger, og dem ser vi en del af, siger Lone Wassileffsky.

Folk anmelder hinanden - vil ikke finde sig i at naboen snyder

På Lolland sparede de i 2017 i alt kommunen for sociale udbetalinger for 1,5 millioner kroner. Både ved hjælp af godt internt samarbejde, men også fordi borgerne her i større grad end andre kommuner, melder hinanden.

quote Vi får rigtig mange anmeldelser fra borgerne her i Lolland kommune, og jeg tror simpelthen det er fordi, borgeren ikke vil finde sig i at naboen snyder

Lone Wassileffsky, kontrolmedarbejder i Lolland kommune

- Vi får rigtig mange anmeldelser fra borgerne her i Lolland kommune, og jeg tror simpelthen det er fordi, borgeren ikke vil finde sig i at naboen snyder. Ret skal være ret, og man skal have det, man er berettiget til, siger kontrolmedarbejder Lone Wassileffsky.

- Jeg tror da, at folk bliver mere og mere opmærksomme på, at der skal være penge til os allesammen i samfundet, så man skal kun have de ydelser, man er berettiget til, hverken mere eller mindre.

Bedre til at samarbejde internt og med Udbetaling Danmark

Antal undersøgte sager om socialt bedrageri i Lolland Kommune:

2018: 243

2017: 183

2016: 157

Årsagen til stigningen i antallet af sager er, at de forskellige instanser er blevet bedre til at samarbejde, mener kontrolmedarbejderen i Lolland kommune.

- Inden for kommunen arbejder vi selvfølgelig sammen med de forskellige sektorer, om de er byggeri og ejendomme, om det er vores ydelseskontor, eller om det er børn og unge. Men vi arbejder også sammen med politi, skat og i særdeleshed Udbetaling Danmark, siger Lone Wassileffsky.

Ifølge Kommunernes Landsforening, som årligt undersøger, hvordan det går med socialt bedrageri i landets kommuner, er kommunerne blevet bedre til at finde dem, der snyder.

- De har fremskyndet indsatsen. De kigger mere på, også når folk ansøger, om de er berettiget til at få en ydelse. De kigger på det løbende, og så har de indgået et samarbejde med Udbetaling Danmark om det, der hedder Den Fælles Dataenhed, hvor man kan lave noget registersamkøring, siger Pia Færch, der er kontorchef hos KL.

RESEARCH:

  • TV ØST har henvendt sig til samtlige 12 kommuner, der er i TV ØST’s sendeområde, for at få oplysninger om sager, der drejer sig om socialt bedrageri.
     
  • Det drejer sig om kommunerne: Vordingborg, Sorø, Guldborgsund, Lolland, Kalundborg, Næstved, Ringsted, Slagelse, Faxe, Odsherred, Stevns, Holbæk.
     
  • 11 ud af 12 kommuner har givet oplysninger om om sagsmængden, der handler om socialt bedrageri, samt oplysninger om den økonomiske effekt af kontrolarbejdet. Stevns komme har ikke kunne give disse oplysninger, da de ikke har nedsat en kontrolgruppe.

Nyhedsoverblik