På bar bund: Politiet leder stadig efter tusindvis af stjålne bomber

Arkivfoto. Foto: Arkiv. TV ØST

Et større fyrværkerilager med batterier og krysantemumbomber ved Holbæk blev to gange udsat for indbrud.

Et større fyrværkerilager med batterier og krysantemumbomber ved Holbæk blev hele to gange i pinsen tidligere i år udsat for indbrud.

Her blev der stjålet mere end 3.700 batterier og krysantemumbomber. Hos Midt- og Vestsjællands Politi så man med stor alvor på situationen og kaldte det meget, meget risikabelt, hvis tyvekosterne havnede hos personer uden kendskab til batterier og krysantemumbomber.

Tre måneder efter er sagen stadig uopklaret.

- Vi fik en del borgerhenvendelser, da historien kom frem i medierne, men henvendelserne er ikke ført til noget, siger Martin Bjerregaard ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Søger vidner

Ved det første indbrud blev der stjålet cirka fire paller med fyrværkeribatterier og krysantemumbomber. Dette indbrud blev i første omgang ikke meldt til politiet. Tyvene mente dog, at der var mere at hente på adressen og kom i løbet af pinsen tilbage til adressen, hvor de stjal endnu mere fyrværkeri.

Det er en tidligere militærbunker ude i en skov, som blev udsat for indbruddet. Politiet har endnu ikke nogen mistanke om, hvem der står bag. 

Læs også Politi om stjålne bomber: - Det er rigtig farligt

- Hvis man om to til tre måneder får tilbudt nogle bomber, så hører vi meget gerne fra folk, siger Martin Bjerregaard.

Alt i alt er der blevet stjålet knap 3.700 krysantemumbomber fordelt i 51 kasser og 30 større fyrværkeri-batterier.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App