Oversvømmelser truer de regionale kyster - sådan sikrer kommunerne sig

01:19

Ved Ore Strand var beboere plaget af oversvømmelse. Derfor byggede de deres eget dige i 2015. Og det virkede, da stormen Alfrida ramte regionen i begyndelsen af januar i år. Til gengæld blev nordhavnen i Vordingborg oversvømmet. Video: TV ØST

Nordhavnen i Vordingborg by i begyndelsen af januar oversvømmet, da stormen Alfrida ramte regionen. Foto: TV ØST

1 af 2

Kommunerne kæmper med at sikre sig mod oversvømmelser. På Sydsjælland tog de lokale sagen i egen hånd og byggede deres eget dige.

Det skulle ikke ske igen.

Inden 2015 blev beboerne ved Ore Strand på det sydlige Sjælland ofte ramt af oversvømmelser, når bølgerne fra Smålandsfarvandet rullede ind over kysten og helt ind i deres haver.

Derfor tog de lokale sagen i egen hånd, indsamlede selv de nødvendige penge og fik etableret et højvandsdige, så deres huse ikke længere ville blive oversvømmet.

Der er ikke nogen, der skal stå i panik med sandsække

Jens Beck-Lauritzen, formand i Digelaget Ore Strand

- I dag føler vi os virkelig sikre med diget, fortæller Jens Beck-Lauritzen, der er formand for det lokale digelag, og tilføjer:

- Der er ikke nogen, der skal stå i panik med sandsække eller på anden vis lukke huller.

Diget er to meter og 20 centimeter højt og strækker sig over tre kilometer langs den sydsjællandske kyst.

Artiklen fortsætter under billedet.

Svend Erik Kristensen, næstformand i Digelaget Ore Strand. Foto: TV ØST

Kernen i diget består af ler, hvorefter der er lagt cirka 10 centimeter muld ovenpå, og det har virket. Ved den seneste storm, Alfrida, i begyndelsen af januar undgik beboerne at blive ramt af en oversvømmelse.

Artiklen fortsætter under billedet.

Diget ved Ore Strand. Foto: TV ØST

- Det har betydet meget, også hvis man på et tidspunkt skal sælge sit hus herude, så betyder det noget, at der er et værn mod vandet. Det er ikke mange, der ville købe et hus herude, hvis man risikerer, at det bliver oversvømmet, siger næstformanden i digelaget, Svend Erik Kristensen.

Kritisk infrastruktur og slotsruin kan blive oversvømmet

Nu viser det sig, at de lokale ved Ore Strand har været forudseende. Forleden blev Vordingborg Kommune sammen med Esbjerg, Kolding og Nyborg kommuner nemlig udpeget af Kystdirektoratet til nationale risikoområder for oversvømmelser.

Det skulle være underligt, hvis ikke en del af vores kommune skulle blive udpeget som nationalt risikoområde

Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune

Med de fire nye områder, hvor risikoen for ekstreme oversvømmelser i fremtiden er størst, er der i alt 14 områder på listen. Korsør og Nakskov er allerede risikoområder, og ud over de nye kommuner blev områderne på Lolland udvidet, så det gælder hele det sydlige Lolland fra Nakskov og forbi Rødbyhavn.

Vordingborg har allerede haft oversvømmelserne langt inde over byens kyststrækning. Senest blev Nordhavnen i begyndelsen af januar oversvømmet, da stormen Alfrida ramte regionen.

Men nu skal Vordingborg Kommune ifølge Kystdirektoratet forberede sig på flere oversvømmelser, og med udpegningen som risikoområde skal kommunen udarbejde risikostyringsplaner.

Artiklen fortsætter under indslaget.

01:03

Tirsdag kom der et nyt nationalt overblik fra Kystdirektoratet for, hvor risikoen for fremtidige oversvømmelser er størst. Her i regionen kom Vordingborg og en stor strækning på Sydlollands kyst med på listen.

Luk video

Hvis en voldsom oversvømmelse rammer området, kan det ifølge Kystdirektoratet få fatale konsekvenser for potentielt forurenende virksomheder, kritisk infrastruktur i form af renseanlæg og fjernvarmeværk. Vordingborg Slotsruin og det lokale psykiatrihospital er også i risikozonen ved en potentiel oversvømmelse.

- Det skulle være underligt, hvis ikke en del af vores kommune skulle blive udpeget som nationalt risikoområde, idet vi har Danmarks længste kystlinje, så der vil pågå et arbejde med, hvordan vi sikrer store værdier, kommunale forsyningsværker og infrastruktur bedst muligt, siger Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nordhavnen i Vordingborg by blev i begyndelsen af januar oversvømmet, da stormen Alfrida ramte regionen. Foto: TV ØST

Selve Vordingborg by er ifølge Karsten Kolle, klimakoordinator i Vordingborg Kommune, i dag sikret mod højvandshændelser. Men kystsikringen ved Præstø og Stege er dog ikke i samme grad sikret, og derfor sætter kommunen de kommende år fokus på de to sydsjællandske byers kystsikring.

Ud over de kommende kystsikringsprojekter hjælper kommunen ifølge Karsten Kolle blandt andet lokale digelag som det ved Ore Stand med behovet for yderligere sikring af kysterne, så sikringen følger med prognoserne for ændringer i havvandshændelserne.

Højvandsport til 100 millioner kan redde byen

Men det er ikke kun Vordingborg Kommune, der kæmper mod oversvømmelser.

Flere steder forsøger husejere, virksomheder og kommuner at forberede sig på fremtidens vildere vejr og oversvømmelser.

Diget har dokumenteret sin effekt og sin berettigelse så sent som i sidste uge

Bjarne Hansen, direktør med ansvarsområder inde for teknik og miljø i Lolland Kommune

På den nordlige del af Lolland fik beboerne og de lokale foreninger tilbage i 2009 i havnebyen Onsevig blandt andet etableret interaktiv kystbeskyttelse i form af en port i et dige mellem havnen og de nærliggende huse. Her kan porten rulle for og spærre for oversvømmelser, hvis der pludselig sker voldsomme vandstigninger.

- Diget har dokumenteret sin effekt og sin berettigelse så sent som i sidste uge, hvor der var højvande, som kom op omkring 1 meter og 60 centimeter. Der holdt diget fint vandet ude af den del af Onsevig, hvor der ligger en del beboelsesejendomme, siger Bjarne Hansen, direktør med ansvarsområder inde for teknik og miljø i Lolland Kommune.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her kan en mulig sluseport komme til at ligge ved indsejlingen til Nakskov Havn. Foto: Lolland Kommune

På den sydlollandske kyst strækker der sig et dige cirka 72 kilometer fra Nybroslusen i Nakskov til grænsen af den tidligere Nysted Kommune, som beskytter sydhavsøen fra havet. Her skal diget flere steder forhøjes, så det i fremtiden stadig fungerer som værn mod mulige oversvømmelser.

Længere vestpå arbejder Lolland Kommune på et storstilet projekt, der skal sikre Nakskov mod oversvømmelser, som tidligere har ramt byen. Her diskuterer de lokale politikere og fagfolk ifølge Bjarne Hansen to løsninger. Enten skal der etableres et helt nyt dige eller bygges en højvandsport ved indsejlingen til Nakskov Havn.

Udfordringen er at skaffe en finansieringplan, der kan håndteres af parterne

Bjarne Hansen, direktør med ansvarsområder inde for teknik og miljø i Lolland Kommune

- Højvandsporten vil kunne lukkes af, hvis der kommer varslinger om højvande eller stormflod. I en og samme tekniske løsning vil den kunne sikre havnen og byen. Men det er til gengæld også den klart dyreste løsning, da den er vurderet til at koste mellem 80 og 100 millioner kroner. Selvom det skulle betales i kombination med erhvervsdrivende, husejere og kommunen, så er det stadig en stor investering, siger Bjarne Hansen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan kan sluseporten ved Nakskov Havn komme til at se ud. Prisen vurderes til at være mellem 80 og 100 millioner kroner. Foto: Lolland Kommune

- Udfordringen er at skaffe en finansieringplan, der kan håndteres af parterne. Vi kan allerede nu se, at hvis vi skal afholde udgifter på mellem 80 og 100 millioner kroner, så skal der en ekstern finansiering med ud over de lokale grundejere, påpeger han.

Det lokale ejerskab skal styrkes

I den vestlige del af regionen ved Storebæltskysten kæmper Slagelse Kommune også mod fremtidige oversvømmelser. Her er Korsør by allerede på Kystdirektoratets liste over nationale risikoområder.

- Vi har aktuelt seks forskellige projekter i gang. To sommerhusområder, tre boligområder og Korsør bymidte, hvor der er størst værdier på spil, hvis der sker en stormflodssituation, siger Karen Vestergaard, miljøbiolog og projektleder i Slagelse Kommune.

I Skælskør laver vi sikringer med sandsække, hver gang der er en 20-årshændelse, og det er ikke holdbart

Karen Vestergaard, miljøbiolog og projektleder i Slagelse Kommune

- Vi har prøvet at undersøge muligheden for sluseløsninger, men de løser ikke hele problemstillingen for vores vedkommende, og derfor ender vi altid med at lave diger, tilføjer hun.

Når der skal opføres nye diger, arbejder Slagelse Kommune ifølge Karen Vestergaard desuden meget på at inddrage borgerne.

- På den måde får de et ejerskab af deres digeprojekt, da det senere hen er dem, der skal bygge diget og overtage vedligeholdelsen af diget, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Grundejerne ved Kobæk Strand i Slagelse Kommune er inviteret til møde lørdag den 12. januar, hvor de skal diskutere etableringen af et dige. Lige nu er spørgsmålet, hvilken type dige, grundejerne skal vælge at etablere. Foto: Rambøll

Skælskør er også et fokusområde for kommunen. Men selvom byen jævnligt rammes af oversvømmelser, må indbyggerne dog vente på en gennemgribende sikring mod forhøjet vandstand.

- I Skælskør laver vi sikringer med sandsække, hver gang der er en 20-årshændelse, og det ikke holdbart, derfor vil vi sætte et digeprojekt i gang. Men der er mange interessenter at tage hensyn til, så det er ikke bare at gå i gang med, og der skal sættes mange ressourcer af – og når vi allerede har gang i seks projekter, så skal vi ikke begynde på mere på nuværende tidspunkt, siger Karen Vestergaard.

Eksempelvis købte Slagelse Kommune i 2018 en sandsækkefylder, sandsække og sand for cirka 200.000 kroner.

Sommerhuse reddet af smedens særlig sluse

Men det er ikke kun på Sjællands vestkyst, oversvømmelserne truer.

Tilbage i januar 2017 blev fem sommerhuse ved Engsvinget oversvømmet. Det var selvom den lokale afdeling af Park & Vej i Faxe Kommune forsøgte at blokere udløbet fra Faxe Å ved broen på Strandvejen med halmballer og store bigbags fyldt med sand, og åvandet blev pumpet over vejen og ud i Faxe Bugt af beredskabet.

Det er jo ikke raketvidenskab

Jørgen Veisig, centerchef for ejendomme i Faxe Kommune

- Vi havde fået varslet om oversvømmelse, men vi nåede ikke at lukke helt af før ud på aftenen, fordi vandstandsstigningen kom meget hurtigt, og det var svært at stable halmballerne og de store bigbags ovenpå hinanden, uden at de væltede, derfor blev fem sommerhuse ramt af vandet, fortæller Jørgen Veisig, centerchef for ejendomme i Faxe Kommune.

Oversvømmelsen i Engsvinget resulterede desuden i en større strømafbrydelse, da vandet trængte ind i et elskab og fik det til at kortslutte. Men det skulle ikke ske igen, og derfor kontaktede Faxe Kommune en lokal smed, som konstruerede en særlig sluse, der kan holde oversvømmelser ude fra sommerhusområdet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sluseporten ved Faxe Å. Foto: Faxe Kommune

- Vi har fået lavet en simpel sluseport ved Faxe Ås udløb i Faxe Bugt, hvor man sætter nogle store metalplader ned i nogle riller ved broen og på den måde hurtigt kan lukke for udløbet ved Faxe Bugt, og det kunne vi gøre for under 150.000 kroner, siger Jørgen Veisig.

Og slusen har allerede vist sit værd. Senest i begyndelsen af januar 2019, hvor stormen Alfrida pressede vandet op mod kysten, blev metalpladerne sat ned ved broen, og sommerhusene slap for vandskader.

Artiklen fortsætter under billedet.

Slusen har allerede vist sit værd. Foto: Faxe Kommune

- Det er jo ikke raketvidenskab at få produceret sådan nogle stærke plader. Tilbage i gamle dage fik man sat træbjælker ned i sluseanlæg, siger Jørgen Veisig.

I oktober 2018 bevilligede Faxe Kommune desuden 4,6 millioner kroner til at kystsikre Strandvejen i Faxe, og som bonus får borgerne en 20 meter bred, hvid sandstrand.

Kæmper med vandet fra Isefjorden

Selvom Holbæk Kommune ikke er udpeget som nationalt risikoområde for oversvømmelser, spiller kystsikring alligevel en væsentlig rolle for den nordvestsjællandske kommune, der har Isefjorden som sin blå forhave.

- Når vandstanden i fjorden er meget høj, er vi selvfølgelig ekstra opmærksomme, siger Lotte Højgaard, afdelingsleder Plan og Åben Land i Holbæk Kommune, og fortsætter:

Det handler om at beskytte de mest vitale dele af infrastrukturen og sikre den enkelte grundejer

Lotte Højgaard, afdelingsleder Plan og Åben Land i Holbæk Kommune

- Og det er borgerne med boliger eller sommerhuse ud til kysten selvfølgelig også. Det har fået flere til at reagere, og vi har modtaget tre ansøgninger fra borgere i det kystnære område, som så småt er begyndt at samle sig om at få etableret en eller anden form for foranstaltning, der skal gøre, at huset ikke står i vand.

Det er områderne Nord Kisserup Strand, Golfklubben ved Kirsebærholmen og Strandmøllevej i Holbæk, som vil skabe et værn mod vandstigningerne. Projekterne er stadig på idéniveau, oplyser Lotte Højgaard, men borgerne overvejer at få etableret diger, der kan beskytte dem mod fremtidige oversvømmelser.

Desuden indgår Holbæk Kommune aktivt i netværket med de øvrige kommuner rundt om Isefjorden og Roskilde Fjord.

- Her forsøger vi blandt andet at påvirke staten til en bedre sikring mod oversvømmelser samlet i fjordsystemerne, siger Lotte Højgaard.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nord Kisserup Strand, Golfklubben ved Kirsebærholmen og Strandmøllevej i Holbæk vil skabe et værn mod vandstigningerne Foto: Holbæk Kommune

Samtidig med den løbende sikring mod fremtidige oversvømmelser tager kommunen ifølge Lotte Højgaard i høj grad øget vandstand og øgede regnmængder med i planlægningen af ny byudvikling.

- Desuden samarbejder vi tæt med beredskabet for at sikre den bedst mulige indsats, når der er oversvømmelser. Det handler om at beskytte de mest vitale dele af infrastrukturen og sikre den enkelte grundejer de bedste muligheder for selv at beskytte deres matrikler, fortæller hun.

Private låner penge af kommunen

Længere mod nordvest arbejdes der i Odsherred Kommune for tiden på at etablere et dige ved Abildøre, der også har Isefjorden som faretruende nabo.

Her kan kommunen hjælpe med at kickstarte kystbeskyttelsesprojektet ved at afsætte sagsbehandlere til at fremdrive projektet, som man eksempelvis gjorde ved et digeprojekt på Gniben, der er det alleryderste punkt af Sjællands Odde.

Det var der ikke en eneste, der klagede over. Jeg tror, det skyldes, at grundejerne havde været oversvømmet seks-syv gange før

Rasmus Kruse Andreasen, landskabsforvalter i Odsherred Kommune

- For at vi starter en sag, er det dog et politisk ønske, at projekterne skal være ønsket af borgerne selv, og at borgerne har tilkendegivet deres vilje til selv at betale. Kommunen betaler således ikke for at udføre kystbeskyttelse, akkurat som kommunen heller ikke betaler for anden sikring af private boliger, oplyser Rasmus Kruse Andreasen, landskabsforvalter i Odsherred Kommune.

På Gniben betalte grundejerne selv alle omkostningerne, der var på cirka 70.000 kroner.

- Det var der ikke en eneste, der klagede over. Jeg tror, det skyldes, at grundejerne havde været oversvømmet seks-syv gange før, og at de godt er klar over, at kommunen ikke har de økonomiske midler til at hjælpe, siger Rasmus Kruse Andreasen.

Den nordvestsjællandske kommune stiller sig derfor ifølge Rasmus Kruse Andreasen økonomisk positiv over for at afholde projekteringsudgifterne midlertidigt og samtidig stille en kommunal lånegaranti.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jens Beck-Lauritzen, formand i Digelaget Ore Strand. Foto: TV ØST

Tilbage på Ore Strand har beboerne taget højde for fremtiden, også hvis vejret bliver markant vildere.

- Vi har fremtidssikret diget på den måde, at vi kan forhøje det op til 3 meter og 60 centimeter. Det vil sige, at vi også kan klare de kommende vandstandsstigninger, siger Jens Beck-Lauritzen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App