Oversvømmelser på vej: Sandsække og dæmninger bygges ved havn

Beredskabet arbejder på at bygge dæmninger omkring havnen i Holbæk. På Sydsjælland og i Lolland ser man indtil videre situationen an.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Potentielt farligt vejr er på vej mod vores område, når en bølge af havvand tirsdag aften, natten til onsdag og onsdag i dagtimerne presses forbi vores kystegne af blæsten.

Beredskaberne i både den sydlige og den nordlige del af vores område har trådt sammen i de lokale beredskabsstabe, og her følger man situationen tæt.

Konkret er det i vores område Holbæk, Næsby Strand, Kobæk Strand og områder omkring Bandholm, der vurderes som udsatte.

DMI har advaret mod vejret, der kan give op mod 1,6 meters forhøjet vandstand. De opfordrer borgere til at blive væk fra de ramte egne.

Forhøjet vandstand på vej

I Holbæk er det den høje vandstand i Isefjorden, der frygtes at give problemer. Her begynder man nu at bygge mobile dæmninger omkring værftet, transformatorstationen og andre bygninger på den gamle havn i Holbæk.

Ifølge Holbæk kommune er der tale om de såkaldte watertubes, der er en dansk opfindelse der effektivt kan bremse det opstigende vand. Der udlægges samtidig sandsække.

Beredskabsstyrelsen Hovedstaden har indsat 12 mand til indsatsen, hvor der efter planen skal udlægges 300 meter mobile dæmninger.

Der bygges dæmninger i Holbæk Havn, hvor der ventes 1,35 meters forhøjet vandstand onsdag.
Der bygges dæmninger i Holbæk Havn, hvor der ventes 1,35 meters forhøjet vandstand onsdag. Foto: Søren Kiehn - TV ØST

Meldingen fra myndighederne er, at beredskaberne er klar til at håndtere situationen, og at borgerne ikke skal være bekymrede.

Holbæk kommune oplyser på deres hjemmeside, at bekymrede borgere, der bor tæt på Holbæk Fjord, kan kontakte Vestsjællands Brandvæsen og aftale at hente sandsække. Se mere info på Holbæk kommunes hjemmeside.

Også klar mod syd

Også i den sydlige del af regionen forbereder man sig på vandstigningerne.

- Vi har indtil nu konkluderet, at vi er klar til en indsats, men også, at der ikek er så meget at gøre lige nu. Vi træder derfor sammen igen klokken 17.00 for at vurdere situationen, siger vagtchefen ved Sydsjællands og LollandFalsters Politi, Kent Edvardsen, til TV ØST.

Han understreger, at der endnu ikke er tegn på problemer. I den sydlige del af regionen er der omkring klokken 15.00 mindre vand end normalt i havnene.

Han opfordrer dog bekymrede borgere til at kontakte politiet, hvis der er behov for en indsats – eksempelvis hvis der ved et å-udløb presses ekstra vand op omkring husene. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik