Overlæge går fri i sag om voldtægt på sygehus

Østre Landsret ser ikke tilstrækkeligt med beviser i sag mod 41-årig. Byretten i Næstveds dom er underkendt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En overlæge er frifundet for at have voldtaget en kvindelig kollega på Slagelse Sygehus.

Det er Østre Landsret, der onsdag aften afsagde dom i den usædvanlige sag.

Afgørelsen er stik modsat det resultat, som Retten i Næstved kom frem til i januar. Her blev han idømt fængsel i tre år og tre måneder, ligesom offeret blev tilkendt en godtgørelse på 100.000 kroner.

Landsrettens frifindende dom er enstemmig, oplyser anklageren i sagen, Emil Folker fra Statsadvokaten i København. Det vil sige, at tre landsdommere og tre domsmænd er enige om, at den såkaldte bevisbyrde ikke er løftet.

Tiltalt for at voldtage kollega

Også i Retten i Næstved var der 10. januar i år enighed - en dommer og to domsmænd fandt den 41-årige overlæge skyldig.

I tiltalen hed det, at manden skulle have voldtaget kollegaen to gange. Dels på et toilet på en bar i København under en sommerfest, og dels på et kontor på sygehuset, hvor de begge var ansat.

Desuden mente anklagemyndigheden, at manden havde misbrugt sin stilling til at forgribe sig på sin underordnede.

Også et forsøg på voldtægt var der rejst tiltale for. Det skulle være sket efter en julefrokost, hvor flere læger valgte at overnatte på sygehuset. 

Igennem hele forløbet har manden nægtet sig skyldig, og klokken 18.42 onsdag aften nikkede landsretten altså til hans påstand.


Nyhedsoverblik