Det vi har sammen

Overblik: Venstre-konflikten i Stevns Kommune

Mogens Haugaard har søndag meldt ud, at han forlader Venstre efter lang tid med konflikter om hans person.

Meget er sagt, og meget er gjort i sagen om den politiske uro i Venstre på Stevns. Her er overblikket over sagen, der har sendt borgmesteren ud i kulden.

I punktform er her et overblik over, hvornår balladen begyndte i Venstre i Stevns Kommune, hvad der ligger til grund, hvem der er involveret, og hvad der skal ske nu.

  • 2013 - Her begyndte det at gå skævt i en magtkamp mellem to kandidater.
    Venstres gruppeformand, Bjarne Nielsen, fortæller, at stridens kerne går helt tilbage til et opstillingsmøde i 2013, hvor Mogens Haugaard og Bjarne Østergaard Rasmussen kæmpede om at blive spidskandidat for partiet. Mogens Haugaard vandt som bekendt kandidaturet.
     
  • I 2015 gik det for alvor galt internt i Venstre.
    I forbindelse med beslutningen om at frede Stevns Klint var partiet for en fredning af klinten  - ligesom borgmesteren også var det til at begynde med. Men den 21. marts meldte borgmesteren ud, at han skiftede holdning i sagen, hvilket skabte den interne splid.

    Forslaget blev alligevel stemt igennem, men kun fordi to daværende udvalgsformænd fra Venstre, Bjarne Østergaard Rasmussen og Flemming Petersen, valgte at stemme for fredningen. Det var selvom, partiets officielle politik havde ændret sig til at være imod forslaget.

    Efterfølgende blev Bjarne Østergaard Rasmussen smidt ud af Venstre, mens Flemming Petersen valgte at udtræde af kommunalbestyrelsesgruppen og straks derefter ud af kommunalbestyrelsen for at beholde sin plads i partiet.
     

  • 26. januar 2016 - Venstre Stevns holdt forsoningsmøde.
    Efter 12 ud af 250 Venstre-medlemmers udmelding af partiet blev der indkaldt til forsoningsmøde. Tre medlemmer melder sig ind i partiet igen. 
     
  • 11. maj 2016 - Venstres bestyrelse på Stevns har mistet tilliden til borgmester Mogens Haugaard.
    En enig bestyrelse indkalder derfor til opstillingsmøde i sensommeren med henblik på at finde en ny spidskandidat til kommunevalget 2017. Bestyrelsen ønsker ikke at uddybe, hvilke overvejelser der har ført til bestyrelsens konklusion. Det er »den samlede situation«, lyder det.
     
  • 30. august 2016 - Mogens Haugaard blev genvalgt som Venstres spidskandidat af et snævert flertal i Strøbyhallen.
    Selvom partiets bestyrelse - stik imod sædvane - enstemmigt valgte at pege på en anden kandidat end den siddende borgmester Mogens Haugaard Nielsen. Siden har flere kommunalbestyrelsesmedlemmer beklaget sig over ’udvalget’ af kandidater, da den eneste modkandidat var politisk uerfaren.
     
  • 13. oktober 2016 – Dansk Folkeparti i Stevns Kommune meldte ud, at de ikke længere havde tillid til borgmester Mogens Haugaard.
     
  • 21. oktober 2016 - Her kom det frem, at der var dannet et flertal uden om Venstre
    Flertallet tråde i kraft den 1. december 2016 og er afløber af de interne stridigheder i Venstre. Det var Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og løsgænger Bjarne Østergaard Rasmussen, der gik sammen. Det bidrog til utilfredsheden med borgmesteren.
     
  • 18. januar 2017 - Fem V-medlemmer af kommunalbestyrelsen sagde, at de trak deres opbakning til Mogens Haugaard.
    Det var selvom, han blev valgt demokratisk i august 2016. De ville have et nyt opstillingsmøde med flere kandidater end ved sidste valg. Baggrunden for det nye opstillingsmøde var, at to menige medlemmer af Venstre vælgerforening ønskede et nye opstillingsmøde.
     
  • 25. januar 2017 - Der blev afholdt generalforsamling, hvor Venstres medlemmer stemte for et nyt opstillingsmøde.
     
  •  29. januar 2017 – Mogens Haugaard meddelte, at han har meldt sig ud af partiet Venstre som følge af resultatet ved generalforsamlingen.
    - Jeg har valgt at melde mig ud på grund af den magtkamp, der har været i Venstre i en lang periode siden sidste opstillingsmøde, og jeg har kun til hensigt at lægge striden ned. Stridighederne har centeret sig om min person og har forplantet sig i kommunalbestyrelsen, og det skal stoppe nu. Jeg blev valgt som borgmesterkandidat i august, og så overgår det mine grænser for ordentlige og demokratiske værdier, at man vil have et nyt opstillingsmøde, siger han til TV ØST. Han sidder nu i kommunalbestyrelsen som løsgænger.
     
  • 30. januar 2017 – Mogens Haugaard fortæller, at han ønsker at gå efter borgmesterposten igen.
    - Der er to muligheder – enten opretter jeg min egen liste, eller også melder jeg mig ind i et andet parti. Jeg forestiller mig, at jeg igen er kandidat inden kommunalvalget, men ikke for Venstre, siger Mogens Haugaard til TV ØST.
     
  • 28. februar 2017 - Nyt opstillingsmøde for spidskandidaturet i Venstre.
    En af sagens centrale personer og en af Mogens Haugaards største kritikere, Flemming Petersen, stiller op som spidskandidat. En anden kandidat, der melder sig, er Anette Mortensen. Hun har siddet i byrådet siden 2013 og støttes af byrådsgruppen. 

    Læs også Mogens Haugaard: Jeg vil gerne være borgmester igen

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App