Ordblinde Phillip fik at vide, han var dårligt begavet og hjerneskadet

Ordblinde Phillip er en normalt begavet dreng, der i mange år gik på en skole for udviklingshæmmede, fordi kommunen ikke ville teste ham.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I mange år troede Phillip og hans forældre, at han var stærkt mentalt retarderet. Først i 9. klasse fandt man ud af, at han er normalt begavet - men stærkt ordblind.

I børnehaven havde Phillip svært ved at lære at tale og fik lavet en verbal sprogtest. Den viste, at han var stærkt mentalt retarderet. Da Phillip nåede skolealderen, blev han sendt på Storebæltskolen i Korsør, som er en skole for udviklingshæmmede.

quote Han fik at vide, at han var dårligt begavet, og at han måske havde en hjerneskade

Hafdis Gudjonsdottir, Phillips mor

Her blev indsatsen for Phillips udvikling stoppet.

- Al talepædagogisk undervisning stopper. Han blev jo undervist, som var han dårligt begavet, siger Phillips mor, Hafdis Gudjonsdottir.

Phillip begyndte efterhånden, som han blev ældre, at undre sig over, hvorfor han gik på en specialskole. Han spurgte både sin mor og sin lærer, hvordan det kunne være. Svaret fra læreren var nedslående.   

- Han fik at vide, at han var dårligt begavet, og at han måske havde en hjerneskade, siger Hafdis Gudjonsdottir.

Det gjorde, at Phillip mistede lysten til at gå i skole.

Læs også
Laura er ordblind og har kun fået seks timers læsehjælp på fem år
Læs også
Laura er ordblind og har kun fået seks timers læsehjælp på fem år

Kommunen testede ikke Phillip

Phillips forældre ønskede at teste hans udvikling endnu engang, men i Slagelse Kommune valgte man ikke at gøre noget.

Da Phillip var 16 år og gik i 9. klasse, besluttede forældrene selv at betale for en psykolog, der kunne teste ham. Psykologen kunne fortælle, at Phillip er en normalt begavet dreng, men stærkt ordblind.

I 9. klasse bliver Phillip testet og erklæret normalt begavet, men stærkt ordblind.
I 9. klasse bliver Phillip testet og erklæret normalt begavet, men stærkt ordblind. Foto: Line Strand - TV ØST

Phillips mor, Hafdis Gudjonsdottir, er glad for, at hendes vurdering af sønnen som helt normal også holder stik. Dog er hun ked af, at der skulle gå så lang tid.

quote Der er nogle mennesker, der skal indover og vurdere, hvad der skal gøres i denne situation. Ind imellem kan der ske sådan noget, og det skal selvfølgelig ikke ske

Per Kensø, skolechef i Slagelse Kommune

- Man bliver ked af det, for man tænker også, ”hvad kunne jeg have gjort anderledes som forælder?”, ”hvorfor har de ikke testet ham allerede?”, siger Hafdis Gudjonsdottir.

Ordblindeforeningen er forarget over, at Slagelse Kommune ikke har taget forældrenes henvendelser alvorligt.

- Havde de testet ham, da han var blevet lidt ældre i 3.-, 4.- og 5. klasse, så havde de fundet ud af, at han var ordblind langt tidligere, siger Janne Sabroe fra Ordblindeforeningen.

Slagelse Kommune er ikke stolte

Slagelse Kommune erkender, at de ikke er stolte over sagens udvikling, og at kommunen skulle have handlet anderledes.

- I den konkrete sag synes jeg, det er beklageligt, at man ikke undervejs har spottet, at der kunne være noget omkring det her med dysleksi, altså ordblindhed, og man ikke dér har taget en revurdering af, om det var et andet tilbud, der var det rette, siger siger Per Kensø, skolechef i Slagelse Kommune.

Oliver Boyesen
Læs også
Ordblinde Oliver fik ikke den nødvendige hjælp: - Vi fik at vide, han ikke var dum, men bare doven
Oliver Boyesen
Læs også
Ordblinde Oliver fik ikke den nødvendige hjælp: - Vi fik at vide, han ikke var dum, men bare doven

Hvordan kunne det ske?

- Der er nogle mennesker, der skal indover og vurdere, hvad der skal gøres i denne situation. Indimellem kan der ske sådan noget, og det skal selvfølgelig ikke ske, siger skolechefen.

Hos Ordblindeforeningen er man dog af den opfattelse, at Slagelse Kommune har tænkt økonomi først og mennesket sidst.

- Det tilbud, Phillip var placeret i, var langt billigere end Ordblindeinstituttet i Ballerup, siger Janne Sabroe fra Ordblindeforeningen.

- Når man bliver visiteret til et specialtilbud, så skal kommunen også betale for transporten, og det koster jo mange penge at køre fra Slagelse til Ballerup hver dag frem og tilbage, lyder det fra Janne Sabroe.

En lang og sej kamp mod kommunen

Ordblindheden er forklaringen på, at Phillip ikke klarer sig godt sprogligt, men de mange år, hvor han gik i skole med udviklingshæmmede uden den rette undervisning, har også haft sit tag i udviklingen.

quote Havde de testet ham, da han var blevet lidt ældre i 3.-, 4.- og 5. klasse, så havde de fundet ud af, at han var ordblind langt tidligere

Janne Sabroe fra Ordblindeforeningen

Der går næsten halvandet år, fra Phillip bliver erklæret normalt begavet til, at han får den rette hjælp.

Slagelse Kommune ville selv teste Phillip, og det trak ud i næsten et år. De konstaterede, at Phillip er normalt begavet, som det allerede var fastslået. 

ordblinde_oliver3_0.jpg
Læs også
Minister bliver trukket ind i sager om ordblinde uden hjælp
ordblinde_oliver3_0.jpg
Læs også
Minister bliver trukket ind i sager om ordblinde uden hjælp

Forældrene og Ordblindeforeningen beskriver kampen mod kommunen som lang og sej, og først lang tid efter indvilliger kommunen i at betale for, at Phillip kan gå på Ordblindeinstituttet i Ballerup.

- Det er en kæmpe omvæltning for ham, mere end vi overhovedet kunne have troet. Efter så mange år i specialskole. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er, siger Phillips mor, Hafdis Gudjonsdottir.

Phillip har gået på Ordblindeinstituttet i to uger, og derfor er det endnu for tidligt at sige, hvad det vil have af betydning for hans udvikling. Han er dog glad for nu at have klassekammerater, som han kan relatere til.

Phillip ønsker ikke selv at udtale sig eller få sit efternavn nævnt. Redaktionen er bekendt med hans identitet. 

 


Nyhedsoverblik