Oprykkerne overrasker

Team Sydhavsøerne var favoritter i håndboldkampen mod oprykkerne fra Korsør-Slagelse i 1. division. Kampen tog dog en uventet drejning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Team Sydhavsøerne havde inden sæsonens første kamp mange forventninger. I sidste sæson blev det til en femteplads i 1. division, så i år et målet sat endnu højere.

- Vores forventning er, at vi kan lave et topresultat. Vores mål er selvfølgelig at rykke op i ligaen, siger Team Sydhavsøernes cheftræner Mik Hagenbo inden kampen.

Derfor var det også vigtigt, at hjemmeholdet fik en god start på sæsonen.

- Vi skal have tingene til at fungere fra start. Vi skal få det store maskineri til at fungere, alle mand skal ind og spille, og så forventer jeg også, at vi vinder kampen, siger Mik Hagenbo.

Anderledes så det dog ud hos modstanderne, der inden kampen aldrig har spillet en kamp i 1. division. Derfor var deres forventninger også noget mindre.

- Vi betegner det som en succes, hvis vi overlever i 1. division, som vi forhåbentlig gør. Vi er godt klar over, at i starten, har vi et meget svært program, men det glæder mig, for så er der ikke nogen dumme point, der går tabt her i starten af turneringen, siger cheftræner for Korsør-Slagelse Per Sabroe.

Uventet udfald

Kampen skulle dog tage sig ud i en helt anden retning, end de to hold havde forventet.

Korsør-Slagelse kommer bedst fra start, og med flere redninger af Martin Knudsen i målet, er gæsterne foran med 5-3 efter 17 minutter.

Team Sydhavsøerne prøver flere gange at kæmpe sig tilbage, men på grund af mange afbrændere og flere angrebsfejl, går hjemmeholdet til pause bagud 8-11.

Anden halvleg lignede hurtigt den første. Fejlene fra Team Sydhavsøerne fortsætter, Martin Knudsen står stadig stærkt, hvilket betyder, at Korsør-Slagelse i sidste ende vinder 23-20.

Og det var et resultat, der kom bag på de fleste.

- Det er jo en mindre sensation. Selvfølgelig er jeg rigtig tilfreds med den måde, vi spiller på og får løst tingene, men vi er også nødt til at være realistiske, at hvis vores målmand Martin Knudsen, ikke står som han gør det første kavarter, hvor han redder 7-8 bolde, så kan det blvie en helt anden kamp, siger Per Sabroe efter kampen.

Lige så overrasket var hjemmeholdets spillere.

- Det var ikke det, vi havde forventet, hverken spillet eller resultatet. Alt det vi har trænet på lige siden Mik og Jesper (red. de to cheftrænere) kom til, det havde vi glemt igen. Vi havde lige rullet tiden tilbage, siger en skuffet Jakob Green Jensen fra TSØ.

De næste kampe for Team Sydhavsøerne og Korsør-Slagelse er i næste weekend.


Nyhedsoverblik