Opgør med lærermanglen: Henrik blev ansat som lærer, mens han selv gik i skole

Lærermanglen skal løses, og det gør de blandt andet på Nysted Skole ved, at læreren selv går i skole.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når skolen er lille og ligger lidt ude på landet, kan det være svært at få de rigtige lærere i alle fag. Derfor går Nysted Skole på Lolland andre veje.

Her har man for anden gang en lærer ansat, som faktisk selv går i skole.

- Specielt når vi kommer ud i tysk, musik, kemi og sløjd, er det næsten umuligt at få uddannede lærere, siger Brian Brodersen, leder på Nysted Skole.

Og derfor startede Henrik Sembach på skolen for nogle år siden – samtidig med han selv skulle til at gå i skole.

- Det var en god ordning for mig, siger han.

Nytænkning af uddannelsen

For på Professionshøjskolen Absalon i Vordingborg, der uddanner lærere, har man fundet ud af - sammen med et par kommuner - at en læreruddannelse kan stykkes anderledes sammen end de gængse fire år på seminariet. Og det var netop det, Henrik Sembach gjorde.

quote Det virkelig glædelige ved denne uddannelse er, at de bliver i området efter endt uddannelse

Brian Brodersen, Skoleleder Nysted Skole 

Mens han uddannede sig, brugte han to dage om ugen på at undervise på Nysted Skole – de sidste tre gik han selv i skole i Vordingborg.

Og det er netop folk som Henrik Sembach, en skole som den i Nysted, har brug for.

- Den mulighed gør, vi kan få folk ind, som måske gerne vil have en læreruddannelse, men som ikke kom i gang der, hvor det var naturligt, man tog en uddannelse. Og nu står de med en økonomisk forpligtigelse som familie. Her kan vi sikre, de er ansat i en tredjedel stilling og de kan få SU ved siden af. Så det økonomiske grundlag er på plads, siger Brian Brodersen.

Stor lærermangel i regionen

For der er stor lærermangel her i regionen. 

En opgørelse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der mangler lærere over hele landet. I gennemsnit er det 84 procent af alle lærere i folkeskolen, der rent faktisk er uddannede lærere.

Her i regionen ligger Lolland, Guldborgsund, Ringsted, Holbæk og Stevns Kommuner i den kategori, hvor 80-83 procent af lærerne i folkeskolen er uddannede. I resten af kommunerne ligger tallet mellem 65-80 procent.

Men uddannelsen, som kombinerer uddannelse med arbejde, er med til at gøre op med lærermanglen, da den tiltrækker mere modne og erfarne studerende som Henrik Sembach.

Landmand og ingeniør

Henrik Sembach er egentlig uddannet landmand og ingeniør. Både mens han læste og nu, underviser han i fysik, kemi og matematik. Områder han kender til i forvejen.

- Jeg synes ikke, det skabte nogle problemer, fordi jeg havde gode kollegaer, der gav råd og vejledning, fortæller han.

Henrik Sembac blev færdig med sin uddannelse i 2016. Nu er han ansat på Nysted Skole.

- Det virkelig glædelige ved denne uddannelse er, at de bliver i området efter endt uddannelse, siger skolelederen på Nysted Skole, Brian Brodersen.

I øjeblikket har Nysted Skole en ny elev, der underviser. Han startede efter sidste sommerferie.


Nyhedsoverblik