Det vi har sammen

”Og jeg sagde til min kat Pjevs: Det kan fan’me ikke være rigtigt”

Der var fuldt hus på rigtige vindertal hos en 70-årig kvinde fra Holbæk, der hev fem millioner kroner hjem i gevinst. Foto: TV ØST

En kvinde fra Holbæk-egnen vandt i weekenden fem millioner kroner i Lotto. Hun har spillet på de samme tal i årevis.

Da en 70-årig kvinde fra Holbæk-egnen tjekkede Lotto-tallene på Tekst-TV søndag formiddag, fik hun noget af en overraskelse.

Tallene lignede nogle, hun kender rigtig godt – nemlig de samme lottotal, som hun har spillet på hver uge i årevis.

Og ganske rigtigt, kvinden havde vundet hovedpræmien i lørdagslotto på fem millioner kroner, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Først troede jeg, at jeg var blevet tosset

73-årig kvinde fra Holbæk-egnen 

- Først troede jeg, at jeg var blevet tosset. Og jeg sagde til min kat Pjevs: Det kan fan’me ikke være rigtigt. Ja, undskyld mit sprog, siger lottovinderen.

Kvinden havde aldrig vundet de helt store gevinster på sine faste lottotal. Men hun turde ikke holde op med at spille.

- Jeg har altid tænkt, at jeg nok aldrig vandt den store gevinst. Jeg tror måske engang, jeg har vundet 200 kroner. På den anden side var der pludselig gået så mange år, så jeg turde ikke give op – for hvad nu, hvis det blev mine tal en dag, siger kvinden og tilføjer.

- Det ville jo være så ærgerligt. 

Læs også Lottomillionerne regner ned over Stevns og Gislinge

Drømmer om et sommerhus ved vandet

Men sejren kom altså i hus til sidst. Lottovinderen regner med at bruge nogle af de mange penge på at give sine tre voksne børn og tre store børnebørn lidt større gaver til jul i år. Og så vil hun gerne have sin søster med på en rejse.

Jeg er vokset op på Sejerø, så jeg kan godt savne at sidde og kigge ud over havet

73-årig kvinde fra Holbæk-egnen 

- Min storesøster har astma og andre forskellige skavanker, så jeg vil gerne tage hende med på et luksushotel, hvor vi ikke behøver at forlade hotellet, men bare får alt serveret. Det håber jeg, jeg kan få hende med på, siger lottovinderen.

Og ellers er drømmen et sommerhus med udsigt over vandet, hvis det kan lade sig gøre.

- Jeg er vokset op på Sejerø, så jeg kan godt savne at sidde og kigge ud over havet. Så det ville da være dejligt med sådan et sommerhus.

Foruden den 70-årige kvinde fik tre andre også syv rigtige i lørdagens trækning. Derfor blev hovedgevinsten på 20 millioner kroner delt i fire, og de fik hver 5 millioner. En af de andre vindere er fra Stevns.

Tip os Har du et godt tip?