Offer for telefonbedrag: Jeg kan ikke få oplevelsen væk

85-årige Birthe Nielsen fra Haslev blev søndag aften ringet op af en mand, som udgav sig for at være hendes barnebarn, der havde brug for penge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søndag aften ringer fastnettelefonen hos 85-årige Birthe Nielsen i Haslev. Det er en yngre mand, der er i røret. Han præsenterer sig som et af Birthe Nielsens børnebørn.

- Det er dit barnebarn, hvordan har du det?

Birthe Nielsens børnebørn er flinke til at ringe, og da "barnebarnet" forklarer, at han har haft vandskade i sin lejlighed og derfor akut mangler penge, virker det ikke helt usandsynlig. 

Birthe Nielsen vil gerne hjælpe.

Ville sende taxa efter penge

- Jeg sender en taxa efter pengene, siger manden i telefonen.

Det fortæller Birthe Nielsen til TV ØST.

Men det barnebarn, Birthe Nielsen tror ringer, bor i Jylland. Derfor kommer det til en snak om, at det vel bliver en dyr taxaregning.

- Nej, siger svindleren.

- Jeg har en ven i nærheden, hvor taxamanden kan aflevere pengene. Så kommer min ven med dem, siger manden over telefonen til Birthe Nielsen.

quote Jeg er utryg. Det kværner indeni. Jeg får rysteture og kan ikke få oplevelsen væk.

Birthe Nielsen

Det gør dog Birthe Nielsen mistænksom, så hun ringer sin datter op på sin mobiltelefon.

Svindleren venter i røret, så han hører Birthe Nielsen snakke med sin datter, og da hun er tilbage på fastnettelefonen, slutter samtalen med, at "barnebarnet" siger:

- Taxaen kommer om et kvarter.

Tilbringer natten hos sin søn

Birthe Nielsen sidder nu skræmt og ventende tilbage i sin lejlighed og frygter for, hvad der videre skal ske. Men der kommer ikke nogen taxa.

I stedet henter familien Birthe Nielsen, og hun tilbringer resten af natten hos sin søn, fortæller hun til TV ØST.

Forsøget på at franarre 85-årige Birthe Nielsen fra Haslev penge lykkedes ikke, men utrygheden, som episoden medfører, forsvinder ikke.

- Jeg er utryg, det kværner indeni. Jeg får rysteture og kan ikke få oplevelsen væk, siger Birthe Nielsen.

quote Jeg sender en taxa efter pengene.

Bedrager i telefonen til Birthe Nielsen

Svindelforsøget er meldt til Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, der opfordrer hende til at kontakte politiet, hvis hun igen bliver ringet op af en svindler.

Også Midt- og Vestsjællands Politi har modtaget flere anmeldelser fra ældre borgere, hvor et "barnebarn" har ringet og forsøgt at franarre dem penge. To gange er det lykkedes og dertil kommer fem forsøg i Kalundborg, Holbæk og Køge.


Nyhedsoverblik