Øboeres afstemning om fartgrænse slutter i aften, men vejen til 50 km/t er lang

På Orø kan borgere indtil i aften stemme, om fartgrænsen på øen skal være 50 km/t. Men vejen mod en ny fartgrænse på øen er længere end som så.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Er det en god idé, at hastighedsgrænsen på hele Orø skal være 50 kilometer i timen i stedet for 80?

Det har borgerne på Orø indtil i aften mulighed for at svare ja eller nej til, når der på øen foretages en vejledende afstemning.

Det er en afstemning, som borgerne på øen selv har taget initiativ til.

Deler vandene

Og det deler vandene i det lille ø-samfund.

- Jeg har stemt nej. Det har jeg, fordi jeg ikke synes, det gavner noget at sætte farten til 50 km/t, siger Malene Foverskov.

Artiklen fortsætter under billedet.

Malene Foverskov har stemt nej til forslaget om, at fartgrænsen skal ned til 50 km/t.
Malene Foverskov har stemt nej til forslaget om, at fartgrænsen skal ned til 50 km/t. Foto: TV2 ØST

- Jeg har stemt ja. Fordi vi kører alt for hurtigt her på øen. ”Vi” siger jeg, men der er nogen, der gør, siger Vibeke Garde Jørgensen.

Artiklen fortsætter under billedet

Vibeke Garde Jørgensen har stemt ja til, at fartgrænsen skal ned.
Vibeke Garde Jørgensen har stemt ja til, at fartgrænsen skal ned. Foto: TV2 ØST

- Jeg har stemt nej. Det har jeg, fordi jeg synes, vi bilister er rigtig gode til at tage hensyn både til turister og børn og dyr her på Orø, og jeg kan ikke se, hvorfor vi skal køre 50 km/t over hele Orø, siger Angelina Jacobsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Angelina Jacobsen mener ikke, der skal ændres på fartgrænsen på øen.
Angelina Jacobsen mener ikke, der skal ændres på fartgrænsen på øen. Foto: TV2 ØST

Holbæk Kommune, som Orø hører under, bakker op om initiativet på den måde, at de gerne vil hjælpe borgerne videre med en ansøgning, hvis der er flertal for at sænke hastigheden.

- Afstemningen kan muligvis være med til at give et indtryk af, hvor mange som synes det er en god ide at nedsætte hastigheden i sommerperioden. Vi er på den baggrund spændte på afstemningsresultatet, siger Morten Marcher, afdelingschef for Byg, Vej og Trafik i Holbæk Kommune til TV ØST.

Kan sende et signal fra fællesskabet

På Orø bor omkring 1000 fastboende borgere, men om sommeren mangedobles det antal af besøgende som turister og dagsgæster. Derfor ønsker beboerne mere sikkerhed.

- De kører på cykel, de går i store grupper, og vi har nogle meget smalle landeveje, der ikke egner sig til at blande bløde og hårde trafikanter, siger Peter Bach Larsen fra Orø Beboerforening til DR Sjælland.

Men det er ikke så lige til at ændre en fartgrænse. Hvis der er opbakning blandt borgerne skal de, ifølge Morten Marcher, sende en regulær ansøgning til kommunen.

Den ansøgning skal herefter til Vejdirektoratet, der skal godkende den, og desuden skal politiet også give deres godkendelse.

- Man kan ikke stemme sig til en bestemt hastighed. Men man kan sende et stærkt signal ud om, at man mener, fællesskabet er vejen frem, siger Morten Marcher.

Kan ikke ændres på Holbækmotorvejen

Og tænker man, at man godt kunne tænke sig, at bestemme fartgrænsen på vejen lige uden for sit eget hus, så bør man vide, at tilfældet på Orø er særligt, fordi det er et afgrænset område.

- Hvis det havde været Holbækmotorvejen, hvor beboere, der bor tæt på, havde besluttet sig for, at hastigheden skulle sættes ned, så ville det være urealistisk, fordi det ville påvirke mange mennesker, der kører den vej hver dag, forklarer Morten Marcher og fortsætter:

- Her er der tale om et afgrænset område med vand omkring. Det er korte afstande, der er tale om, og ikke noget, der på den måde vil påvirke mange mennesker, siger Morten Marcher.

Holbæk Kommune har ikke prøvet lignende før, og derfor har de, ifølge Morten Marhcer, ikke en fast formel på, hvordan man gør det. Men idéen var god, og derfor udfordrede kommunen borgerne på den.

- Vi har sagt, at vi som kommune gerne vil facilitere det at ansøge om en lavere hastighedsgrænse. Vi har udfordret Turismeforum og de lokale repræsentanter på, hvem/hvor mange de repræsenterer. Vi har ikke bestilt en afstemning. Det er deres ide, og vi hørte først om afstemninger i går, da vi læste en artikel herom, lyder det fra Morten Marcher.

Det er meningen, at den nye hastighedsgrænse, hvis den bliver vedtaget, skal prøves af i sommermånederne.

Optællingen af stemmerne foregår fredag.


Nyhedsoverblik