Øboer om spareforslag på brandvæsnet: - Man kan ikke spare på sikkerheden

En spareidé om at nedgradere beredskabet på Orø skaber bekymring på øen. Den lokale formand mener ikke, at man kan spare på sikkerheden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Orø har et forslag om at spare på beredskabet på øen skabt bekymring.

Øens godt 900 indbyggere har i dag tilknyttet en såkaldt basisstation med deltidsbrandmænd, der kan rykke ud med røgdykkerudstyr.

Men det fælleskommunale beredskab, Vestsjællands Brandvæsen, er blevet pålagt at spare omkring to millioner kroner, som Holbæk, Sorø, Odsherred, Kalundborg og Lejre kommuner er en del af.

Sparekravet kan derfor muligvis få konsekvenser for øboerne på Orø.

Politikerne i Beredskabskommissionen har nemlig fået fremlagt et forslag, der lægger op til at gøre Orø til et ø-beredskab. Det forventes at give en besparelse på op til 590.000 kroner.

quote Vi har reddet to personers liv ved at have denne båd her. Hvis vi ikke havde været der, så var de omkommet

Niels Nielsen, teknisk holdleder ved Vestsjællands Brandvæsen

Og forslaget falder ikke i god jord hos Jens Blok, der er formand for Orø Beboerforening.

- Jeg har da fuld forståelse for, at man skal spare rundt omkring. Men man kan ikke spare på sikkerheden. Det er jo et basisvilkår, at vi skal kunne føle os trygge, siger Jens Blok.

Brand på skolehjem

Bekymringen er ikke blevet mindre, efter der udbrød en mindre brand på Orøstrand Skole- og Behandlingshjem tidligere på ugen.

Her blev fem børn og en voksen kørt til observation for røgforgiftning på Holbæk Sygehus, efter der gik ild i en gymnastikmadras mandag eftermiddag ved 17-tiden. 

Ingen kom til skade ved branden. Men hvis Orø får et ø-beredskab, kan det få betydning for de lokale brandmænds handlemuligheder fremadrettet.

Det fortæller Niels Nielsen, der er teknisk holdleder ved Vestsjællands Brandvæsen.

- Det ville betyde, at vi ikke kunne gå ind i et hus, der brænder. Vi ville ikke kunne gå ind på Orøstrand Skole- og Behandlingshjem. Vi ville kun have stået og kigget på ude fra, siger Niels Nielsen.

Et ø-beredskab betyder, at beredskabet ikke længere består af deltidsbrandmænd, men de fungerer på en lavere løn og med mindre uddannelse.

oro.jpg
Læs også
Brand på Orø får diskussion om spareplaner i brandvæsnet til at blusse op
oro.jpg
Læs også
Brand på Orø får diskussion om spareplaner i brandvæsnet til at blusse op

Desuden kan brandmændene ikke længere bruge røgdykkerudstyr. I stedet bliver øen tilknyttet brandstationen i Kirke Hyllinge. Det giver en forventet responstid på 25 minutter.

Redningsbåd er vigtigt arbejdsredskab

I spareforslaget peger man også på, at Orø Brandvæsens faste redningsbåd skal fjernes. Men det er et vigtigt arbejdsredskab for brandmændene, da den kan redde menneskeliv.

- Vi har reddet to personers liv ved at have denne båd her. Hvis vi ikke havde været der, så var de omkommet, siger Niels Nielsen.

Andre øer kan klare sig med mindre. Bør I ikke også det?

- Jo, hvis man vil tage den risiko, at der kan gå menneskeliv til spilde, for at vi ikke har et beredskab, siger Niels Nielsen

Spareforslaget om at omlægge Orø til ø-beredskab er blot en ud af 21 forslag, der er beskrevet i et sparekatalog.

Politikerne i Beredskabskommissionen er kun blevet præsenteret for et par stykker af forslagene, men skal tage endelig stilling til alle forslag den 25. maj.

Derpå skal forslagene i høring, mens kommunernes byråd skal stemme om dem til efteråret.


Nyhedsoverblik