Ø ramt af alvorlig fugleinfluenza

​Fødevarestyrelsen har konstateret fugleinfluenza på Vejrø i Smålandsfarvandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er konstateret højpatogen fugleinfluenza i en død fugl fundet på Vejrø i Smålandsfarvandet nord for Lolland. 

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

DTU Veterinærinstituttet har konstateret højpatogen fugleinfluenza af typen H5N6 i en død ederfugl. Den vilde fugl blev fundet sammen med flere andre døde fugle på Vejrø.

Der er tale om den samme type fugleinfluenza, som også er fundet tidligere på året i vilde fugle i både Danmark og andre lande i Europa, men det er unormalt, at der bliver fundet fugleinfluenza om sommeren. 

quote Hvis den her fugleinfluenza kommer i fjerkræbesætninger, kan det forårsage alvorlige dødsfald hos fjerkræ

Stig Mellergaard, souschef og dyrlæge i Fødevarestyrelsen

- Vi har fundet en ederfugl, der har haft den alvorlige fugleinfluenza H5N6, som vi især også fandt i vinter i en masse rovfugle, så det er en fortsættelse af de fund, siger Stig Mellergaard, souschef og dyrlæge i Fødevarestyrelsen, til TV ØST.

- Hvis den her fugleinfluenza kommer i fjerkræbesætninger, kan det forårsage alvorlige dødsfald hos fjerkræ, tilføjer han.

Fødevarestyrelsen har fået flere meldinger om døde fugle, som er skyllet op på stranden i Smålandsfarvandet.

- Ederfuglene fælder i øjeblikket og ligger i tætte klynger, så det kan fremme en smitte som den her, siger Stig Mellergaard.

Sygdommen ses hyppigst vinter og forår, derfor kalder Stig Mellergaard det overraskende, at man hos Fødevarestyrelsen har gjort dette fund midt på så varm en sommer.

Meld fund af døde fugle 

En stor del af de fund, der er gjort i år, har netop været i området omkring Sydsjælland.

Derfor opfordrer Stig Mellergaard til, at man melder fund af døde fugle til Fødevarestyrelsen, hvis man har mistanke om, at fuglen kan være død af fugleinfluenza. Eksempelvis hvis der er flere døde fugle på samme sted. 

36683953_1638307149615117_537354924749488128_o.jpg
Læs også
Flere døde ænder fundet i sø - Det var skræmmende og uhyggeligt
36683953_1638307149615117_537354924749488128_o.jpg
Læs også
Flere døde ænder fundet i sø - Det var skræmmende og uhyggeligt

Fund kan meldes via appen Fugleinfluenza Tip, som kan hentes i App Store og på Google Play.

Får ikke konsekvenser for den danske eksport

Fundet får ikke Fødevarestyrelsen til at indføre skærpede krav til hold af fugle og fjerkræ, men minder om, at man både som privat og professionel fjerkræavler, altid bør følge de almindelige regler for god smittebeskyttelse som for eksempel skifte af sko, inden man går ind til sit fjerkræ.

Fødevarestyrelsen vurderer, at fundet ikke får yderligere konsekvenser for den danske eksport.

Da fundet er gjort i en vild fugl, har Danmark derfor stadig officiel status som land, der er fri for højpatogen fugleinfluenza i besætninger.

​​Alle fuglearter kan ifølge Fødevarestyrelsen rammes af fugleinfluenza, men der er st​​​ore variationer i de forskellige fuglearters følsomhed med hensyn til at udvikle egentlige symptomer på sygdommen. Kalkuner og høns er de mest følsomme, mens vandfugle generelt er langt mere modstandsdygtige.

Ederfuglen er den største af de danske dykænder med en vægt på mellem 1,2 og 2,8 kg Længden er på cirka 58 centimeter, og dens vingefang er op til 108 centimeter.


Nyhedsoverblik