Nytår giver travlhed: 14 gange flere brande end normalt

Landets brandfolk rykker i nytårsdøgnet ud til 14 gange så mange bygnings- og containerbrande som normalt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver med sikkerhed travlt på landets brandstationer, når vi lørdag aften tager afsked med året, der gik.

Brandvæsenet rykker i nytårsdøgnet ud til 14 gange så mange bygnings- og containerbrande som på et gennemsnitsdøgn.

Det viser en opgørelse fra Beredskabsstyrelsen baseret på tallene for de seneste fem år.

- Vores opgørelse viser, at vi på et gennemsnit rykker ud til cirka 20 bygnings- og containerbrande på et almindeligt døgn.

- Men nytårsdøgnet skiller sig ud med et gennemsnit på 282 brande. Det er 14 gange større end gennemsnittet, siger seniorberedskabsmester i Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard.

Vildfarne raketter bærer skylden

Nytårsdøgnet er defineret som tidsrummet fra klokken 12 den 31. december til klokken 12 den 1. januar.

Det store antal brande skyldes ifølge Mads Dalgaard i høj grad, at vildfarne raketter tænder ild i åbne affaldscontainere eller i pap og papiraffald i garager.

- Med lidt omtanke og sund fornuft kan man faktisk gøre en hel del for at forebygge disse brande, siger Mads Dalgaard.

Kan udvikle sig fatalt

Han opfordrer til, at man sørger for at lægge låg på affaldscontainere og fælles affaldsspande.

Desuden er det en god idé at rydde op i carporte og sørge for, at portene er lukket, så raketter på afveje ikke kan komme ind.

Selv om en containerbrand er forholdsvis let at slukke, kan den under uheldige omstændigheder udvikle sig fatalt og koste menneskeliv.

- Hvis containeren står tæt på en bygning eller under et halvtag, kan det udvikle sig voldsomt, hvis ilden breder sig til bygningen. Hvis ilden får fat, kan menneskeliv potentielt være i fare, siger Mads Dalgaard.

Tre gode råd til at undgå brande til nytår

  • Sørg for, at der er låg på affaldscontainere og fælles affaldsspande, og at de er placeret i god afstand fra bygninger
  • Ryd op i carporten og luk porten til garagen
  • Husk at overholde den sikkerhedsafstand, der står på fyrværkeriet

Kilde: Beredskabsstyrelsen

 


Nyhedsoverblik