Nyt samarbejde skal halvere antallet af medicinskader

For lidt, for meget eller forkert medicin er skyld i mange patientskader i sundhedsvæsnet. Det skal stoppes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der sker for mange fejl med medicin i det danske sundhedsvæsen, og det går ud over borgere og patienter, som kan få skader eller i værste fald dø, når der er kuk i medicinen.

Derfor går en række danske myndigheder og organisationer sammen om et nyt initiativ, der skal nedbringe antallet af medicinfejl. Initiativet "Medicin uden skade" lanceres onsdag. Bag det står blandt andet organisationen Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

- Det handler om at halvere antallet af skader, der opstår som følge af medicin, over de næste fem år, siger organisationens direktør, Inge Kristensen.

- Medicin er godt som udgangspunkt og hjælper mange. Men der sker mange skader. Isoleret set er de hyppigste skader i sundhedsvæsnet forbundet med medicin. Og det er især svage patienter, som bliver udsat for disse skader, tilføjer hun.

Gode eksempler er vejen frem

Fejlene skal nedbringes ved at høre erfaringer fra patienter, personale og eksperter. Og så skal de gode eksempler, hvor det er lykkedes at nedbringe antallet af fejl, udbredes.

Typiske fejl med medicin kan være, at en patient får for meget medicin, for lidt medicin, medicin på det forkerte tidspunkt eller i en uheldig kombination med en anden slags medicin.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er der især høj risiko for fejl, når patienter får mange forskellige midler på samme tid, og når patienter flyttes på tværs af sektorer eller afdelinger.

Stort samarbejde

Og så er der særlige lægemidler, der kan være farlige i bestemte situationer. Det er for eksempel insulin, morfin og blodfortyndende midler.

- For eksempel blodfortyndende medicin gør, at blodet ikke størkner. Det gør det farligt at blive opereret, hvis man ikke er stoppet med at tage sin medicin et stykke tid inden, siger Inge Kristensen.

Ifølge Dansk Patientsikkerhedsdatabase blev der indberettet 15.000 utilsigtede hændelser med medicin fra regionerne i 2016. I kommunerne blev der tilsvarende indberettet knap 75.500 fejl. Ikke alle hændelser fører til skader.

Bag "Medicin uden skade" står blandt andet også Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Danske Regioner, Danske Patienter, KL samt Dansk Sygeplejeråd.

De næste fem år skal der hvert hele og halve år følges op på, om initiativet virker.


Nyhedsoverblik