Nyt projekt: Pulsen stiger i tæt trafik

En række testbilister ved Kalundborg er med i et nyt projekt, der skal undersøge, hvor stor fysisk påvirkning bilkøer har på bilisterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hver morgen i seks år har Benedikte Mørk kørt turen fra sit hjem i Holbæk til arbejdspladsen i Kalundborg. I den periode er trafikken blevet tættere og tættere.

- Tidligere kunne jeg bare suse igennem. Nu rammer jeg køen hver dag, næsten uanset hvornår jeg kører. Det irriterende er, at det bliver værre og værre, fortæller hun.

Sammen med 23 andre personer er hun med i et projekt som Vejdirektoratet står bag. Bilister på seks forskellige strækninger rundt om i landet, hvor der er trængsel i myldretiden, får målt deres puls ved hjælp af et aktivitetsarmbånd. To af stederne er ved Kalundborg.

Vil lette trængsel

Benedikte Mørk kan se målingerne direkte på sin smartphone, og resultaterne overrasker.

- Jeg er efterhånden vant til køerne, så jeg synes egentlig, jeg har et afslappet forhold til det. Men nogle dage er pulsen alligevel oppe over 100, så det påvirker jo tydeligt, siger hun.

Den tætte trafik koster Benedikte Mørk op mod et kvarters ekstra tid i bilen både til og fra arbejde, og det helt store mål med projektet er da også at få mindsket trængslen på vejene.

- Nogle har en fleksibel hverdag og dermed mulighed for at tage afsted enten lidt tidligere eller senere. Derfor vil vi gerne afprøve, om vi kan få nogle af bilisterne til at ændre vaner, så både de selv og andre trafikanter drager fordel af det, forklarer Niels Tørsløv, som er trafikdirektør i Vejdirektoratet.

Projektet løber over fire uger, hvorefter Vejdirektoratet vil analysere resultaterne.


Nyhedsoverblik