Det vi har sammen

Nyt forskningscenter skal tiltrække læger

Foto: TV ØST

Region Sjælland arbejder med planer om at oprette et forskningscenter i Nykøbing Falster. Det skal blandt andet tiltrække flere læger.

Der er kæmpe fokus på sundheden i Region Sjælland for tiden. Blandet andet er der blevet startet en stor folkeundersøgelse, der skal kortlægge sundheden hos borgere i den sydlige del af regionen.

Tallene viser nemlig, at personer bosat på Lolland og Falster gennemsnitligt lever fire år kortere end i resten af landet.

Og for at styrke sundhedsindsatsen ønsker Region Sjælland nu at oprette et forskningscenter lokalforankret i Nykøbing Falster. Det skal forske i sundhed i landområderne.

Skal nedbringe lægemangel

Men det er ikke kun det faktum, at folk er mere usunde i det sydlige Sjælland og Lolland-Falster. Der er også problemer med at hverve læger, som kan besætte almene praksisser og til sygehusene.

Derfor håber Region Sjælland også, at det nye forskningscenter kan være med til at lokke nogle flere læger til området.

- Der er også et rekrutteringsperspektiv i det. Det skal tiltrække læger og andre sundhedsfaglige personer til eksisterende, ledige stillinger. Og ja, det kan også skabe nye arbejdspladser, siger Preben Cramon, chef for kvalitet ved Kvalitet & Udvikling i Region Sjælland, som også mener, der kan komme nye administrative jobs.

Ny jobtype skal lokke praktiserende læger

Det er tanken, at man med det nye forskningscenter kan oprette en ny stilling, der skal gøre det mere attraktivt at praktisere som almen praktiserende læge i regionen.

- Vi opretter en kombinationsstilling, hvor man kan fungere som praktiserende læge noget af tiden og som forsker resten af tiden, siger Preben Cramon.

Desuden ønsker Region Sjælland også at styrke kemisk forskning på Nykøbing Falster Sygehus. Hvilket også gør det nærliggende, at forskningscenteret bliver placeret i nogle ledige faciliteter der.

KORA undersøger mulighederne

Region Sjælland har bedt Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) om at undersøge, hvad sådan et center bør indeholde, og hvordan det bedst muligt kan organiseres.

Det forventes, at man kan starte etableringen af centeret ved årsskiftet, hvis der er politisk og administrativ opbakning til projektet. 

Læs også Regionen vil forbedre sundheden med nyt forskningscenter

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App