Det vi har sammen

Nykøbing F. Sygehus bliver endnu større end planlagt

En ubrugt etage i udvidelsen af Nykøbing F. Sygehus skal allerede nu indrettes og tages i brug i løbet af 2018.

Et enigt regionsråd har besluttet at udvide yderligere på Nykøbing F. Sygehus, fordi der er behov for flere sengepladser.

Behovet for sengepladser på sygehuset i Nykøbing Falster vil kun blive større i fremtiden. Det viser alle prognoser, og netop derfor har Region Sjælland besluttet, at sygehuset skal udvides yderligere.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Det var egentlig planen, at der under den igangværende udvidelse skulle bygges med et tomt såkaldt råhus på anden sal, som hurtigt ville kunne tages i brug under fremtidige udvidelser. Men fremtiden er her altså allerede nu, og anden sal skal indrettes med det samme og tages i brug af Lungemedicinsk afdeling.

- Det er vigtigt for sygehuset og for området, at patienterne og personalet får moderne faciliteter. Den nye etage til patienter med lungesygdomme er med til at sikre udviklingen af Nykøbing F. Sygehus som et ambitiøst akutsygehus, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk (V). 

Læs også Større akutafdeling på vej til Nykøbing F. Sygehus

Skal tiltrække læger

Byggeriet på Nykøbing F. Sygehus skal efter planen stå færdig i maj 2018, og det indeholder en ny sengebygning til akutte patienter, en intensiv afdeling, en stor hjerteafdeling og nu altså også en lungemedicinsk afdeling.

Og Jens Stenbæk håber, at den nye udvidelse også vil skubbe i den rigtige retning i forhold til et af regionens helt store problemer:

- Udover at byggeriet skaber tidssvarende faciliteter for patienter og personale, bidrager de moderne rammer også til at skabe bedre rekrutteringsmuligheder og til at kunne fastholde nøglemedarbejdere, siger regionsrådsformanden.

Indretningen af råhusetagen koster i alt 31,4 millioner kroner. Det samlede byggeri koster godt 270 milllioner, og pengene kommer fra en pulje til videreudvikling af sygehusplanen i Region Sjælland. 

Læs også Lokale skal bygge nye afdelinger på Nykøbing F. Sygehus

Tip os Har du et godt tip?