Nye værnepligtige trak i dag i trøjen

De nye værnepligtige på Vordingborg Kaserne startede allerede første dag med at stå i geled.

Trænregimentet på Vordingborg Kaserne kunne mandag formiddag tage imod 35 nye værnepligtige. I år der dog kun tale om frivillige fremfor pligtige.

Drenge og piger mødtes mandag formiddag på Vordingborg Kaserne for at aftjene deres værnepligt. Pigerne har egentlig værneret og kan derfor kun melde sig frivilligt – ikke blive tvunget.

Men drengene derimod kan risikere at skulle opfylde en tvungen værnepligt.

Der har dog ikke været tilfældet i Vordingborg i år. 100 procent af dagens fremmødte er nemlig stillet frivilligt op.

Den store frivillighed er en generel tendens kaptajn Niels Brandt ser i samfundet – og har set længe.

- Siden vi begyndte vores internationale operationer, så er det blevet mere og mere moderne at aftjene værnepligt, siger han.

Stor hverve-succes

Den store frivillighed er positivt for Forsvaret, der gerne vil rekruttere de unge mænd og kvinder som professionelle soldater.

- Vi har selvfølgelig et behov for at friske os selv. Vi har behov for, at nogle gerne vil tegne kontrakt. De skal videre i systemet og blive konstabler, siger kaptajn Niels Brandt.

Traditionelt er regimentet fra Vordingborg gode til at hverve nye soldater, og med fuldt hus af frivillige værnepligtige, så tror kaptajnen fast på, det nok skal lykkedes med det nye hold også.

- Mine forventninger er høje som sædvanligt. Jeg ser ikke nogen grund til, at vi ikke skulle have en hvervningsprocent, der ligger mellem 25 og 30, siger han.

Men først ligger der fire måneder med mudder og våben foran de 28 drenge og syv piger på dagens nystartede hold.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App