Nye tilflyttere bydes velkommen med bustur: - Det er et rigtig fint initiativ

02:52

I Faxe Kommune bliver der gjort lidt ekstra ud af at byde kommunens nye tilflyttere velkommen. Her bliver der inviteret både på bustur og ristede pølser for at se, hvad Faxe Kommune har at byde på.

Faxe Kommunes nye tilflyttere blev søndag inviteret på både bustur og ristede pølser.

En bustur og ristede pølser.

Det var, hvad nogle af de nye indbyggere i Faxe Kommune kunne se frem til søndag. Her tog kommunen nemlig de nye borgere med på rundtur i deres nye by.

De seneste ni år har Faxe Kommune nemlig oplevet en tilvækst i antallet af tilflyttere. I 2017 fik kommunen hele 323 nye indbyggere. Og det giver anledning til en speciel velkomst.

Det har været meget fint at komme rundt og se, hvad der er i Faxe Kommune, og hvad den kan tilbyde os

Sabine Vinther, tilflytter

- For det første vil vi jo gerne tage pænt imod vores nye borgere. Vi er en bosætningskommune, og vi har planer om at trække mange flere beboere til Faxe Kommune. Og det her er en de måder, hvor vi kan sige velkommen til nye beboere på en helt lavpraktisk måde, siger OIe Vive (V), borgmester i Faxe Kommune.

Tilfredse tilflyttere

Nogle af dem, der er nye i Faxe Kommune, er Stig og Jeanette Blidorf. De har tidligere boet i Ishøj, men i oktober sidste år flyttede de til Faxe.

- Vi boede ved Ishøj Strand. Der har vi boet i 28 år. Men nu er ungerne flyttet hjemmefra og så tænkte vi, at nu var det vores tur til at udleve vores drøm og købe en gård hernede og gå og nusse med den, siger Stig Blidorf.

Da busturen er ved at lakke mod enden, er det tid til at gøre status.

- Det har været meget fint at komme rundt og se, hvad der er i Faxe Kommune, og hvad den kan tilbyde os, siger Sabine Vinther, der er tilflytter til kommunen.

Også Peter Thers, der er ny borger i kommunen, er tilfreds med dagens bustur.

- Nu er vi blevet bekræftet i, at det er et superlækkert område, vi er flyttet til. Det er et rigtig fint initiativ, at man kan komme med ud på sådan en tur og føle sig velkommen, siger Peter Thers.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App