Ny lov ændrer ingenting: Det er stadig ulovligt at tage over grænsen efter nytårskrudt

Det er ulovligt at tage fyrværkeri med over grænsen til Danmark, også selvom det er mærket med sikkerhedsmærket CE-mærket. Foto: TV ØST

Det er stadig forbudt at tage fyrværkeri med ind i landet, selvom det har en sikkerhedsgodkendelse, der gælder i hele EU.

Har du krudt med i kufferten? Så er det ind til siden.

For tidligere på året trådte en ny lov i kraft. Den trådte i kraft d. 4. juli 2017, og ifølge den skal alt fyrværkeri være CE-mærket.

Og selvom det mærke bliver brugt i hele EU, så er det stadigvæk ikke tilladt at tage fyrværkeri med over grænsen til Danmark, som er CE-mærket. 

Kigger efter det blandt det andet

Ved grænsen i både Gedser og Rødby betyder den nye lovgivning, at både politiet og SKAT's toldere har fokus på fyrværkeriet, når de i forvejen kontrollerer rejsende over grænsen.

- Det er noget, som vi er rigtig opmærksomme på. Frem for alt er vi opmærksomme på fyrværkeri, som kan give rigtig alvorlige skader, det vil sige fyrværkeri med eksplosionseffekt, siger Kim Kliver, politiinspektør hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Kontrollen efter ulovligt fyrværkeri foregår som et samarbejde mellem SKAT's toldere, politiet og Sikkerhedsstyrelsen.

Tolderne er de nærmeste til at kontrollere, så derfor kigger de også efter fyrværkeri, forklarer Preben Buchholz, underdirektør i SKAT's toldafdeling.

- Vi står der som den myndighed, der har hjemmel til at kigge i folks bagage. Så derfor kigger vi også efter fyrværkeri, siger han til TV ØST. 

Flere toldere på job

Sæsonen betyder, at SKAT har valgt at sætte flere toldere ind ved grænsen.

- Det er klart, at når vi skriver 27. december, og fyrværkeriet bliver frigivet i Tyskland, så er der større risiko for, at vi finder ulovligt fyrværkeri ved grænsen. Så derfor har vi også sat mere mandskab ind, siger Preben Buchholz.

Der er endnu ikke opgjort statistik for, hvor mange der er blevet taget med ulovligt fyrværkeri. Men ifølge politiinspektør Kim Kliver og underdirektør Preben Buchholz er det ikke tit, det sker.

Sikkerhedsstyrelsen udfører stikprøvekontroller af lovligt CE-mærket fyrværkeri. Her tjekker man blandt andet fyrværkeriets vægt og størrelse og om det er konstrueret sikkert. Man afprøver også de forskellige typer fyrværkeri.

På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside kan du se en liste over farligt fyrværkeri

Rettelse

Tidligere fremgik det, at det er noget nyt, at det ikke er lovligt at indføre fyrværkeri til Danmark fra udlandet. Det var ikke korrekt, og fejlen er nu rettet. Vi beklager.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App