Ny tvist i sag om kæmpevindmøller: Nu klager kirken til Erhvervsministeriet

00:49

Stiftskontorchef ved Lolland-Falsters Stift, Carsten Kruse, mener, at de planlagte kæmpevindmøller på Lolland, vil tage udsynet til to kirker.

To Venstre-profiler forlod partiet efter striden om vindmøllerne på Lolland. Nu klager kirken over, at møllerne vil skæmme landskabet omkring kirkerne.

Kæmpevindmøllerne på Lolland skaber endnu engang ballade. 

Byrådet i Lolland Kommune har vedtaget, at der i to områder skal opsættes 150 meter høje møller. Men der var bestemt ikke enighed om beslutningen. 

Undervejs var der så stor splid, at to af Venstres medlemmer forlod partiet. 

Men det stopper altså ikke her. Nu har bispesædet indbragt en klage til Erhvervsministeriet.

Læs også Venstre-medlem ekskluderet: Hvad handler det om?

- Kirkerne bliver omkranset

- Det man kan se her, det er de planlagte nye vindmøller på 150 meter, der skal stå foran Landet Kirke. Og man kan se de planlagte nye møller ved Græshave Kirke, der er tre der og otte her, siger Carsten Kruse, stiftskontorchef ved Lolland-Falsters Stift, mens han peger på et kort. 

Men det er ikke i begejstring, han viser, hvor kæmpevindmøllerne skal placeres. 

- Særligt Landet Kirke og Græshave Kirke vil blive fuldstændig omkranset af store vindmøller, og vi taler jo om vindmøller, der er 150 meter høje. Det er meget store vindmøller, siger Carsten Kruse. 

Vi mener jo, at de vil skæmme kirkens omgivelser

Stiftskontorchef, Lolland-Falsters Stift

Der skal være udsigt til kirkerne

Ifølge planloven har både kommuner og stiftsøvrigheden et ansvar for at sikre, at kirker ikke bliver gemt væk bag store anlæg – som eksempelvis vindmøller og andre højtravende bygninger.

Der skal være rene indsigtslinjer til kirkerne i landskabet. Men det er ikke lykkedes stiftet og kommunen at blive enige om, hvordan man opfylder de krav.

- Vi mener jo, at de vil skæmme kirkens omgivelser. Det er jo også derfor, vi har gjort indsigelse mod det, siger Carsten Kruse.

Læs også Ekskluderet Venstreprofil danner ny liste: Jeg kan ikke købes

Kommune: Ingen markante ændringer

Flertallet i Lolland Kommune mener ikke, at placeringen af møllerne vil forstyrre indsigtslinjerne til kirkerne. 

- Nu skal man jo tage i betragtning, at nærmestliggende mølle er ude i 1,4 kilometers afstand, og at de andre er endnu længere væk. Så det er jo på en vis afstand, og visualiseringerne viser stadigvæk, at det ikke er markante ændringer eller forringelser, siger Bjarne Hansen, der er teknisk direktør i Lolland Kommune. 

Det er jo på en vis afstand og visualiseringerne viser stadigvæk, at det ikke er markante ændringer eller forringelser

Bjarne Hansen, teknisk direktør i Lolland Kommune

Der var dog nogle få lokalpolitikere, der i sin tid stemte imod vindmølleprojekterne. Det skabte så stor uenighed, at tidligere Venstre-kvinde Marie-Louise Brehm Nielsen blev smidt ud af sit parti.

Sammen med et andet byrådsmedlem har hun efterfølgende stiftet et nyt parti med navnet Din Stemme. Så også politisk bragte vindmøllerne stormvejr med sig.

Svar kommer på tirsdag

Netop uenigheden om placeringen fik stiftsøvrigheden med den afgåede biskop Steen Skovsgaard i spidsen til at komme med en indsigelse til lokalplanen tilbage i marts. 

Planloven gør det muligt for statslige myndigheder som eksempelvis kirkerne at nedlægge veto i sager som denne. Erhvervsstyrelsen underkendte dog deres protester og godkendte Lolland Kommunes forslag. 

Læs også Byge af indsigelser forsinker opførsel af vindmøller

På stiftskontoret mener man, at Erhvervsstyrelsen har fejlet i hele deres sagsbehandling, og et af hovedpunkterne er, at de primært har lyttet til kommunen. Derfor har de klaget til Erhvervsministeret. 

- Det sagsforløb, vi har været i i forbindelse med Erhvervsstyrelsens behandling, har vi påklaget til Erhvervsministeriet, fordi vi mener, at der fejl i sagsbehandlingen, siger Carsten Kruse.

Nu er der så bare at vente til på tirsdag d. 26. september, hvor Erhvervsministeriet forventes at komme med svar på klagen. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App