Ny teknologi: Droner bekæmper måger i Holbæk

Holbæk Kommune bruger en drone, som sprøjter olie ud over mågeæg, så de tørrer ud, til at bekæmpe de skrigende fugle.

Måger forstyrrer freden i Holbæk Kommune, som nu sætter droner ind i kampen mod de skrigende fugle.

Måger er ikke specielt kræsne, når det gælder boligindretning.

Og overbefolkning ser måger heller ikke som et problem. På taget af en bygning på Holbæk havn er der i foråret lagt omkring 200 æg. Men hvad mågerne ikke ved er, at der kun kommer ganske få unger ud af deres mange æg.

For der har været en uventet gæst på besøg - en drone fra teamskyeagle.dk, som flyver med en olietank. Og med et tryk på en knap, fosser olien ud og lægger sig over æggene, der så tørrer ud.

Det er smart, det er billigere og mere sikkert end stiger og arbejdslifte, og så er det også hygiejnisk. Og det er heller ikke, fordi mågerne lægger særlig meget mærke til dronen.

- De er faktisk ligeglade med den. De flytter sig lige en halv meter og så kan man sprøjte æggene, og så lægger de sig igen, siger Claus Larsen fra Sky Eagle Aero Service.

Olien er ikke giftig

Resultatet af sprøjtningen er, at der i år kun er meget lidt mågeungeskrig at høre fra taget. Det, der kunne have været en flok på 200 skrigende unger, er minimeret kraftigt.

Det er ikke meningen, at mågen skal udryddes, men den skal reguleres

Claus Larsen, Sky Eagle Aero Service

- Indtil videre er der kommet seks unger totalt, siger Claus Larsen.

Olien er paraffinolie – et kendt afføringsmiddel til heste - og er altså ikke giftigt.

De to droneførere har da heller ikke problemer med samvittigheden

- Vi bruger de bedste produkter på markedet, siger Claus Larsen.

25.000 kroner mod måger

Naturstyrelsen holder øje med, hvor mange reder, der besøges, og hvor mange æg, der nu ligger kvalt af olie. Ingen er interesserede i at udrydde stormmågerne helt.

- Det er ikke meningen, at mågen skal udryddes, men den skal reguleres, så det bliver mere humant at være her i byen, siger Claus Larsen.

De store fugles skrig larmer så meget, at Holbæks borgere klager til kommunen.

Derfor bruger kommunen i år 25.000 kroner for at få fred.

- Det er, hvad vi har, og så må vi jo se. Vi skal vælge bygningerne med omtanke, som der skal reguleres på. Og det bliver så de bygninger, som vi ved, der er problemer på, Karen Elise Christensen, miljømedarbejder i Holbæk Kommune.

Det er en proces, som skal køre i de næste fem-seks år, før man kan se den store effekt

Claus Larsen, Sky Eagle Aero Service

Holbæk Sygehus mod mågerne

Ud over de kommunale tage har Holbæk Sygehus også haft besøg af dronen for at slippe for mågeskrål.

- Det er morgen, det er middag, det er aften. Og især om natten er det problematisk, fordi mågerne skriger også om natten, Sami Baioumi, teknisk souschef på Holbæk Sygehus.

Dronen satte punktum for æggene i 22 reder på sygehusets skrå tage og 76 på havnen. Men freden har ikke helt indfundet sig i Holbæk endnu.

- Det er en proces, som skal køre i de næste fem-seks år, før man kan se den store effekt, siger Claus Larsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App