Det vi har sammen

Ny smiley-ordning skal sikre dyrevelfærd på hundekenneler

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil med en ny smiley-ordning til hundekenneler give dyrevelfærden et løft.

Senest har en vanrøgtsag fra Randers sat fokus på de urimelige forhold, som ulovlige hundehandlere udsætter deres dyr for. 

Her i regionen var det i maj 2015, hvor 91 cocker spaniels smurt ind i afføring blev fjernet fra en ejendom i Hyllinge. Nogle af dem havde svært ved at bevæge sig, fordi afføringen var stivnet i pelsen på dem. 

Derfor vil miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, nu styrke indsatsen over for lovovertrædelserne og de ulovlige hundehandlere. Samtidig skal Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold gå endnu mere målrettet efter ulovlige hvalpefabrikker.

- Vi har et kæmpe ansvar for at behandle vore dyr ordentligt, og det er helt, helt uacceptabelt, når vi ser gentagne eksempler på vanrøgt af dyr. Der skal slås hårdt ned på den adfærd. Det skal ikke være muligt at tjene penge på bevidst at lade hunde gå for lud og koldt vand, sådan som vi på det seneste har set flere ulykkelige eksempler på. Derfor sætter vi flere kræfter ind på at finde de lyssky hundehandlere, der samvittighedsløst fremavler hunde i deciderede hvalpefabrikker, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

Smiley-ordning fra restauranterne

Et af tiltagene er, at ministeren vil indføre en smiley-ordning for de lovlige danske hundekenneler.

- Smiley-ordningen skal ligne den, vi kender fra restauranter og andre dele af fødevarebranchen, så man som forbruger med et hurtigt klik på nettet kan se, hvordan Miljø- og Fødevareministeriet har vurderet dyrevelfærden ved de seneste kontrolbesøg, siger Esben Lunde Larsen.

Ministeren har sat Fødevarestyrelsen til at se på, hvordan en smiley-ordning for de danske professionelle hundekenneler kan skrues sammen.

Læs også Danmarks største sag om vanrøgt af hunde udskudt på ubestemt tid: - Det er under al kritik

Dyrevelfærdsordfører, Karina Due, fra Dansk Folkeparti siger til ministerens tiltag:

- Det glæder mig, at ministeren har lyttet til Dansk Folkepartis forslag om en smileyordning. Ingen hunde skal lide, sådan som vi har set det ske i sagen fra Gjerlev. Det kan vi ikke være bekendt. Jeg har store forventninger til de kommende indsatser. Det er meget vigtigt, at Fødevarestyrelsens veterinærrejsehold styrker indsatsen for at komme de ulovlige hvalpefabrikker til livs. Det kan ikke nytte noget, at der bliver ved med at dukke så forfærdelige sager op. Vi skal have det her standset og det er jeg glad for at regeringen er med på. 

Fem gode råd til dig, der skal købe hund:

  1. Besøg hvalpen hos sælger, så man kan se, hvordan hvalpen er opvokset
  2. Spørg ind til hvalpens ophav. Bed om at se moderen - og eventuelt også faderen. Det skal altid være muligt at se moderen. Hvis faderen ikke bor hos sælgeren, så bed om at høre lidt mere om ham og se billeder af ham. Bed om at se moderen sammen med hvalpene og også om at se de øvrige hvalpe fra kuldet. Selv om der kan være forskel på hvalpenes størrelse, bør det være synligt, at de er fra samme kuld. Hvis det er muligt kan det være en fordel, at følge hvalpen, fra den bliver født, til den ifølge loven er klar til at blive taget fra moderen som otte uger gammel.
  3. Hvalpen bør være tillidsfuld over for mennesker, både børn og voksne, og være vant til at “være i hænder”. Hvis den virker sky og bange, kan det være et tegn på, at den ikke er vant til mennesker.
  4. Check chip og papirer. Alle hunde skal være id-mærket og registreret i Dansk Hunderegister, inden de er otte uger gamle. Chippen er ikke synlig, men aflæses med en scanner. Nummeret skal fremgå af registreringsattesten fra Dansk Hunderegister. Sørg for at tjekke, at der er fuldstændig overensstemmelse mellem chipnumrene på alle de relevante papirer og attester, der skal følge hvalpen (registreringsattest, vaccinationsattest og evt. stamtavle). Alle papirer skal være i original udgave.
  5. Tjek også, at hvalpen er sundhedstjekket og vaccineret af en autoriseret dyrlæge. Hos Fødevarestyrelsen kan man få oplyst, om dyrlægen, der har underskrevet sundhed- og vaccinationsattester, er autoriseret.


Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Læs også Sag om vanrøgt af hunde bliver berammet hurtigst muligt

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App