Det vi har sammen

Ny sigtelse i sygeplejerske-sagen: Vendte chefen det døve øre til?

Tegning af ankesagen mod den 32-årige sygeplejerske fra Nykøbing Falster. Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen ses til venstre, mens den tiltalte sygeplejerske ses i midten. Foto: Tegning af Anne Gyrite Schütt

Afdelingssygeplejersken, der i årevis var nærmeste chef til den nu dømte sygeplejerske, blevet sigtet i alt hemmelighed af politiet.

Sagen om sygeplejersken, der ifølge landsretten var skyldig i drabsforsøg på flere patienter på Nykøbing Falster Sygehus, har kastet endnu en sigtelse af sig.

En ledende afdelingssygeplejerske er således også blevet sigtet i sagen om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, der for nyligt blev dømt til 12 års fængsel for især fire drabsforsøg på indlagte patienter. 

Det skriver BT.

Hvad sigtelsen præcis går ud på, vil politi eller anklagemyndighed ikke oplyse, men ifølge avisen handler det om, at afdelingssygeplejersken ikke tog advarsler fra kollegaer om sygeplejersken alvorligt.

Skulle have vidnet

Oplysningerne om den hidtil ukendte sigtelse, har BT fundet i retsbogen fra ankesagen.

- Vi afslutter den efterforskning, som sigtelsen har givet anledning til, og så vil der på et tidspunkt i løbet af sommeren blive taget stilling til tiltalespørgsmålet, siger advokaturchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Michael Boolsen til avisen.

Afdelingssygeplejersken skulle ifølge BT have vidnet i sagen mod Christina Aistrup Hansen, men blev uden forklaring fjernet fra vidnelisten i byretten, ligesom hun heller ikke vidnede i ankesagen i landsretten.

Tip os Har du et godt tip?