Ny rekord sikrer godt regnskab: 12,8 millioner køretøjer passerede Storebælt sidste år

12,8 millioner køretøjer passerede Storebæltsbroen sidste år. En ny årsrekord for Sund & Bælt, som blandt andet er årsag til en godt resultat for 2017.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sidste år var særdeles godt for Sund & Bælt.

Regnskabet viser nemlig, at resultatet af den primære drift blev mere end 2,2 milliarder kroner. Det er en forbedring på over 200 millioner kroner i forhold til året før.

Og det skyldes blandt andet de 12,8 millioner køretøjer, der passerede Storebæltsbroen. Med andre ord, en ny årsrekord.

Fakta:

Den samlede vejtrafik på Storebæltsforbindelsen steg med tre procent og gav Sund & Bælt en indtægt på mere end tre milliarder kroner sidste år. Personbiltrafikken voksede med 2,8 procent, og lastbiltrafikken med 4,8 procent. I gennemsnit passerede omkring 35.000 køretøjer i døgnet.

Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

– Trafikvæksten i 2017 er fortsat højt, selvom en våd sommer har påvirket danskernes lyst til at holde ferie herhjemme. Det fortsat lave renteniveau har samtidig bidraget til, at vi kan præsentere et solidt årsresultat, som både gør os i stand til at betale udbytte til staten på godt 1,4 milliarder kroner og afdrage 1 milliard kroner på gælden i A/S Storebælt. Det er meget tilfredsstillende, siger Sund & Bælts administrerende direktør, Mikkel Hemmingsen, i en pressemeddelelse.

Lavere priser giver flere pendlere

For A/S Storebælt betyder årets resultat, at selskabet afdrager en milliard på den rentebærende nettogæld, som ved udgangen af 2017 ligger på 20,3 milliarder kroner.

– De lavere priser for at passere Storebælt betyder, at det nu koster fra omkring 31 kroner efter skat for en pendler at komme over Storebælt, siger Mikkel Hemmingsen.

- Vi har en forventning om, at det vil betyde en stigning i antallet af danskere, som vælger at pendle over broen mellem arbejde og bolig i det kommende år.

 


Nyhedsoverblik