Ny rapport: Fremskudt havn giver Lolland meget hurtigere færger

Sådan forestiller Sund&Bælt sig, at den nye havn og forbindelse til land kan komme til at se ud. Foto: Visualisering af Sund&Bælt

Der vil være store samfundsgevinster ved at bygge i ny færgehavn ved Tårs på Lolland langt ude i havet, fastslår ny rapport.

Hurtigere rejser, og gevinster for samfundet.

Sådan vurderer en ny rapport et forslag om at lave en ny, fremskudt færgehavn ved Tårs, der kan sikre langt hurtigere færgeforbindelser mellem Lolland og Langeland, som TV 2 Fyn har fået adgang til og har delt med TV ØST.

Rapporten er udarbejdet af Sund&Bælt for Transportministeriet.

Konkret vil projektet betyde, at færgerne kan klare sejladsen tværs over Langelandsbæltet på 22 minutter. I dag tager det 45 minutter at klare sejladsen.

- Det er overraskende og meget, meget positivt. Jeg har fulgt ideen om dette projekt tæt – og rapporten fastslår, at der er store gevinster forbundet med projektet, mens der ikke er meget negativt at sige, siger Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) til TV ØST.

Fakta om forslaget

  • Pris uden cykelsti: 1,02 milliarder kroner
  • Pris med cykelsti: 1,12 milliarder kroner
  • Længde på ny dæmning og broer: 2,5 kilometer
  • Spæn mellem buerne på lavbroerne: Ca. 30 meter.
  • Ny sejllængde: Cirka 10 km
  • Havnen skal være vendt mod vest for at spare tid
  • Den nye havn skal bygges med et opmarch-areal på 800 meter, og der skal laves to parkeringspladser med plads til ti biler fra personalet og 40 biler til gæster.
  • Der skal være WC og en billetteringsbygning.
  • Der vil kun være mindre miljøpåvirkninger som følge af den nye forbindelse. Konsekvenserne for strømforholdene i området vil være begrænsede.
Se mere

I gennemsnit passerer i gennemsnit 581 personbiler og 87 lastbiler i dag ruten hvert døgn. Tallene dækker dog over en meget omfattende sommertrafik og mere rolig trafik resten af året.

Politikere positive

Mens man på Lolland er begejstrede over forslaget, så er der også positivt takter på Christiansborg fra en række transportordførere lige fra SF til Venstre.

Kristian Pihl Lorentzen (V) siger til TV 2 Fyn, at han vil sætte fart på næste fase af projektet, som er en endniu mere grundig og detaljeret undersøgelse af forholdene, og også SFs transportordfører Karsten Hønge er positiv.

- Det er et rigtig godt forslag, der giver rigtig god mening, binder landsdelene sammen og gør det muligt for folk at arbejde eller uddanne sig på tværs af landsdelene, siger han til TV-stationen.

Nyt forslag sikrer forbindelse

Kræfter på både Langelandssiden og Lollands-siden af færgeforbindelsen har de seneste ni år arbejdet for et forslag om at opføre en ny havn i havet ud for Lolland for at give kortere sejltid mellem landsdelene. Sidste år bestilte politikerne på Christiansborg en undersøgelse af projektet til én million kroner – og det er denne rapport, der nu er kommet.

Rapportens konklusioner bygger dog på et nyt forslag til, hvordan forbindelsen skal konstrueres. Det nye forslag rykker den kunstige ø lidt nærmere Lolland, hvor en kombineret dæmning og lavbro skal forbinde havnen med en nyopført vej nord om Tårs by. Det nye forslag ventes at koste omkring en milliard kroner.

- Forbindelsen vil binde området sammen, og vil betyde at vi i langt højere grad end i dag vil kunne samarbejde med Lolland om uddannelse og job. Det vil hjælpe den sydlige del af både vores område og øerne syd for Fyn, siger Holger Schou Rasmussen.

Forslaget forudsætter, at billetpriserne på færgen holdes uforandrede – i dag koster det 265 kroner at få en personbil sejlet til Langeland.

Kan halvere sejltid

Sejladsen mellem Spodsbjerg og Tårs tager i dag 45 minutter – men kan med den nye havn halveres, så sejltiden kun bliver på 22 minutter. Det betyder at der vil kunne skabes halvtimesdrift på overfarten med det samme antal færger, som i dag er indsat.

Rapporten foreslår en ny færgehavn opført ud for kysten. Den skal så forbindes med Lolland med to lavbroer og en dæmning. Den samlede dæmning og broforbindelse vil være 2,5 kilometer.

Årsagen til, at den fremskudte havn er så stor en fordel er den sidste del af ruten nær Lolland. Her skal færgerne passere et lavvandet område med en smal sejlrende, der ovenikøbet ligger nær et beskyttet naturområde omkring Nakskov Fjord. Det betyder, at færgerne i dette område sejler med en reduceret hastighed. Populært sagt betyder det, at man bruger halvdelen af sejltiden på at sejle en syvendedel af ruten, og det er denne langsomme del af ruten, som man nu vil erstatte med en fast forbindelse.

Stadig store usikkerheder

I vurderingen af nye trafikprojekter beregner man en værdi, der afspejler, hvor stor samfundsgevinsten af initiativet til være. Beregningen er den ’interne rente’, og normalt er en score på over 4,0 ensbetydende med en etablering. Projektet med at rykke broen frem ligger lige under på 3,6.

Projektet er endnu ikke klart i en form, hvor det er muligt at tage beslutninger om byggeriet – og Sund&Bælt understreger i rapporten, at den stadig indeholder mange skøn og foreløbige undersøgelser. Det er dog noget, som man nu skal arbejde videre med, siger Holger Schou Rasmussen.

- Der er i min verden ikke ret meget at betænke sig over. Jeg må sige, at jeg har været lidt skeptisk overfor, om det gav mening at realisere planen – men den tvivl fjerner rapporten. Stod det til mig, så kunne de godt gå i gang med byggeriet her og nu, siger han.

Artiklen er rettet

Artiklen er rettet, så det ikke fremgår, at den positive vurdering af projektet er Transportministeriets.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App