Ny politisk ballade i Slagelse Byråd - borgmester opsiger samarbejde

Endnu engang er Slagelse Byråd plaget af ballade. Borgmester John Dyrby Paulsen (S) har nu set sig nødsaget til at opsige samarbejdsaftalen i byrådet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi kan ikke stå model til at blive beskyldt for magtmisbrug og kammerateri, bestikkelse og andet i den dur, og vi kan ikke blive ved med at stå model til det ene personangreb efter det andet på tidligere eller nuværende byrådskollegaer fra Venstre og Dansk Folkeparti. Vi har haft nogle møder, hvor vi har bedt dem om at stoppe, men det har vi ikke oplevet, at de har gjort. 

Sådan siger borgmester i Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen (S), her til aften til TV ØST. 

Skulle se frem

Efter kommunalvalget i november 2017 blev John Dyrby Paulsen fra Socialdemokraterne og Liberal Alliances Villum Christensen ellers enige om at dele borgmesterposten efter flere dages hårde forhandlinger. 

Det usædvanlige forløb blev senere udbygget med en samarbejdsaftale, hvor alle partier skrev under på en fælles retning for kommunen de næste fire år.

- Det gjorde vi netop, fordi det var meningen, at vi alle skulle se frem, siger John Dyrby Paulsen.

Beskyldt for kammerateri

Men nu er aftalen sagt op, få måneder efter at den blev indgået. John Dyrby Paulsen sendte lørdag morgen en mail til Venstre, Dansk Folkepart og De Radikale, hvor han skrev, at samarbejdsaftalen er ophørt. 

John Dyrby Paulsen langer i mailen kraftigt ud efter Dansk Folkepartis Henrik Brodersen og den tidligere Venstre-borgmester Sten Knuth, som han beskylder for at forfølge gamle personsager. Borgmesteren anklager dem også for at beskylde Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten for kammerateri, nepotisme og for at "putte penge i hinandens lommer". 

Søndag aften siger John Dyrby Paulsen, at det er især personangreb i Helle Blak-sagen, der er helt utilstedelige. 

- Vi har bedt dem om at stoppe. Vi har indkaldt dem til møder og sagt - det her går ikke. Vi anerkender, at der kan ryge en finke af panden, men det her er vedvarende. Det er fair nok at være i opposition og føre hård, personbåret oppositionspolitik. Det er også en del af lokalpolitik. Men hvis man vælger den indgangsvinkel, så kan vi ikke rigtigt have en samarbejdsaftale, siger borgmesteren.

DF overraskede over opsigelsen

Det er byrådspolitiker Ann Sibbern fra Dansk Folkeparti, der har lagt John Dyrbys mail op på sin Facebook side. Her skriver hun her til aften:

- Vi er til mere end blot at vælge menuen efter et byrådsmøde. Vi er enige om at samarbejdet i de respektive udvalg er gode og konstruktive, og at vi samarbejder om de udfordringer, der findes. Derfor er det overraskende at modtage opsigelsen, og ikke mindst med det fokus, borgmesteren har, idet vi er langt mere optaget af at løse de store udfordringer, vi står overfor, og som vi i udvalgene er godt i gang med at løse.


Nyhedsoverblik