Det vi har sammen

Ny ledende overlæge ansat på Nykøbing Falster Sygehus

Efter fire år uden ledende overlæge på den kirurgiske afdeling kan Nykøbing Falster Sygehus endelig byde velkommen til en ny ansat.

- En yderst kompetent leder, der vil bidrage positivt til sygehuset.

Sådan beskriver den konstituerede sygehusdirektør på Nykøbing Falster Sygehus, Lisbeth Lumby Rasmussen, den nye ledende overlæge for Kirurgisk Afdeling.

Overlægen hedder Morten Bay-Nielsen, og han er speciallæge i kirurgisk gastroenterologi. Oversat til dansk er han speciallæge i kirurgisk behandling af fordøjelsessystemet. Og så er han i øvrigt også klinisk forskningslektor ved Københavns Universitet.

Han forlader jobbet som overlæge for Gastroenheden på Hvidovre Hospital til fordel for det syddanske:

- Jeg er rigtig glad for, at Morten Bay-Nielsen skal være ledende overlæge for vores kirurgiske afdeling. Han står for et ihærdigt arbejde gennem sin karriere med at udvikle og sikre kvaliteten i det kliniske arbejde. Det er nogle kompetencer, som vi kan gøre god brug af på Nykøbing Falster Sygehus, fortæller Lisbeth Lumby Rasmussen i en pressemeddelelse.

Udviklingen kan og skal vendes

I fire år er det ikke lykkedes Nykøbing Falster Sygehus at finde en ledende overlæge til Kirurgisk Afdeling. Manglen på læger og speciallæger i hele Danmark har også ramt Nykøbing Falster Sygehus, forklarer Lisbeth Lumby Rasmussen:

- Lægerekruttering er et stort problem for hele det danske sundhedsvæsen. Konkret har det hos os betydet en ledig ubesat stilling i fire år. Men det er en udvikling, der kan vendes med ihærdigt arbejde. Sygehuse i provinsen kan også rekruttere dygtige og kompetente ledere, og det viser Morten Bay-Nielsen ved at sætte sig i chefstolen på Nykøbing Falster Sygehus.

Morten Bay-Nielsen har stor erfaring inden for det kirurgisk område. Gennem en årrække har Morten Bay-Nielsen tidligere været ansvarlig for herniekirurgien - også kaldet brokoperationer - på Hvidovre Hospital.

De seneste fem år har han så været en del af den akutte kirurgi på Hvidovre Hospital. Han har ligeledes arbejdet med optimering af modtagelse, udredning og behandling af de akutte patienter.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App