Ny klinik åbner i Rødby: Det er det næstbedste tilbud – alternativet er ingen læge

Nordic Medicare åbner ny klinik i Rødby til stor glæde for borgerne i Rødby. Men klinikkerne kan ikke det samme som den almene praksis.

I Rødby har borgerne fået en god nyhed.

For snart slår Nordic Medicare dørene op til endnu en klinik.

Hos Nordic Medicare bliver lægerne ansat i stedet for at drive klinikkerne selv. I forvejen har Nordic Medicare i alt 14 klinikker i Danmark - de 11 af dem i Region Sjælland og inden længe 1.500 patienter ekstra i Rødby.

En enkelt læge og sygeplejerske rykker ind - og det er man glad for i Rødby. I dag må mange nemlig køre til Maribo for at komme til læge.

- Det er jo i princippet godt for os alle sammen, synes jeg. At man ikke har ret langt til læge, siger Erik Pedersen.

Nordic Medicare er det næstbedste tilbud. Alternativet er jo ikke at have en læge

Jens Søndergaard, professor i forskningsenheden for almen praksis.

- Jeg synes, det er en fantastisk god idé. Der mangler lidt flere læger her i Rødby, siger Birthe Rasmussen.

Svært at tiltrække læger

Længe har vi hørt, at det er svært at trække læger til yderområderne i vores del af landet. Samtidig er det især et problem, at lægerne i vores region ligger over landsgennemsnittet, når det kommer til antallet af ældre læger, som inden længe går på pension. Det viser tal fra Praktiserende Lægers Organisation.

De omstændigheder giver god plads til udbudsklinikker som Nordic Medicare.

Men ifølge Nordic Medicare forsøger de ikke kun at udfylde huller, men også hæve standarden i form af efteruddannelse af personale, udvidede telefontider og så videre.

- Vi er jo lykkedes med at rekruttere, når alle andre de nu ikke engang er her, så sikrer vi lægedækningen hernede og det er vigtigt for os.

Ifølge Nordic Medicare har de omkring 190.000 konsultationer om året.

De giver et godt tilbud

Og grunden til, at det lykkes Nordic Medicare at åbne klinikker skyldes særligt én ting, lyder det fra Jens Søndergaard, der er professor i forskningsenheden for almen praksis.

- Det er formentlig, fordi de kan give et godt tilbud. For eksempel kortere varige ansættelser. At man kan tiltrække nogle læger, hvor det ikke er attraktivt at købe sin egen praksis. Det kunne for eksempel være allersidst i karrieren, hvor man har haft sin praksis og besluttet sig for at drosle lidt ned. Det kan også være, at man har de allerførste år efter man er blevet speciallæge, man gerne vil prøve lidt, hvor skal jeg slå mig ned henne og hvor vil min familie gerne være? En periode, hvor man siger, jeg skal lige prøve noget andet, inden jeg køber min egen praksis, siger han og fortsætter:

- Det, der betyder noget for en god patientbehandling er, at man har en kontinuitet i almen praksis, det vil sige, at man kender sin læge og har mulighed for at tilrettelægge sin egen praksis og arbejdsgang. Men Nordic Medicare er det næstbedste tilbud. Alternativet er jo ikke at have en læge. 

Læs også Pensionsmodne læger bliver i praksis: Der står ingen klar til at overtage

Ikke det samme som almen praksis

For en Nordic Medicare-klinik er ikke det samme, som at komme til sin læge i almen praksis.

- Alt andet lige er det bedre at gå hos den samme læge, som kender ens historie, og som man ikke skal genfortælle alt til. Så selvfølgelig bliver tingene allerbedst i almen praksis. Så man taber lidt ved at gå i en klinik, hvor der er skiftende læger, siger Jens Søndergaard.

Og sådan har Henrik Boelman fra Nakskov det. Han er tilknyttet en Nordic Medicare-klinik i Nakskov.

- Den primære forskel er, at når jeg kom ind til familielægen, så vidste han lige nøjagtigt, hvad jeg havde fejlet og hvornår, siger han.

Selvom man her godt kan savne den gode gamle familielæge - så er det også rart at der trods alt findes en læge i lokalområdet, lyder det.

- Jeg synes, det betyder meget – også hvis du nogle gange har et eller andet akut her og nu, som man gerne vil have tjekket op på med det samme, siger Henrik Boelman.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App