Ny høstmetode skåner vildtet

Dansk Planteværn slår på tromme for en særlig høstmetode, der giver markens fugle og vildtet en god chance for at undgå maskinerne

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I stedet for at høste rundt og rundt, så er fidusen, at man i stedet høster fra den ene side, så vildtet kan flygte ud til natur, skov- eller moseområder. På den måde lukker man vildtet ud af marken i stedet for at køre rundt om det og lukke det inde.

- Fordelen er, at man får agerhøns, fasaner og råbukke ud af marken og over i et område, hvor de kan beskytte sig, siger agronom i Dansk Planteværn, Jørgen Lundsgaard.

Vigtigt at passe på naturen

På Storgården i Førslev ved Haslev har de benyttet sig af den skånsomme teknik i flere år, og det er vigtigt for driftsleder, mejetærskerpilot Christian Christiansen:

- Naturen betyder meget for mig, og jeg vil rigtig gerne passe på dyrene. Der er ikke noget værre end at komme til at køre ind i et dyr. Det er noget af det værste. Derfor går jeg meget op i, at man høster fra en side og hele tiden presser dyrene væk fra mejetærskeren, siger Storgårdens mejetærskerpilot.

Flere og flere landbrug her i regionen er gået over til den nye og mere skånsomme teknik. I følge Dansk Planteværn er det formentlig mellem 40 og 50 procent af landmændene, der benytter metoden.


Nyhedsoverblik