Ny eftersøgning af Emilie Meng: "Vi giver op, når vi er færdige"

Søndag morgen afholder frivillige endnu en eftersøgning af Emilie Meng, der har været forsvundet siden 10. juli.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Endnu en frivillig eftersøgning af den unge Emilie Meng, som har været forsvundet siden den 10. juli, finder sted i Korsør på søndag klokken 10.00. 

Det er Sofie Sønderup, stifter af gruppen Forsvundne Personer, som står bag den frivillige eftersøgning, og hun er overvældet over den opbakning, de frivillige allerede har vist.

- Danmark står virkelig sammen. Det har simpelthen været så stor og flot opbakning fra frivillige, og det er overvældende, siger Sofie Sønderup til TV ØST

Det motiverer os

Sofie Sønderup vil være helt sikker på, at alle områder er gået igennem.

- Der er endnu ikke fundet nogen spor. Når jeg kigger på mit kort, vil jeg være hundrede procent sikker på, at vi har været der godt nok. Der er en familie, der mangler sin datter, og som sidder magtesløse tilbage, siger hun.

quote Vi giver ikke op, når vi er trætte. Vi giver op, når vi er færdige

Sofie Sønderup, stifer af gruppen Forsvundne Personer

Sofie Sønderup håber og regner med et stort fremmøde på søndag.

- Jeg tror på, at der kommer rigtig mange på søndag, og jeg mærker stadigvæk en stor interesse. Der kommer folk helt fra Sønderjylland. Mange har skrevet til mig, og børn under 18 år, som ikke kan være med til at eftersøge, har tilbudt at bage kage, fortæller stifteren af gruppen Forsvundne Personer.

Giver ikke op

De frivillige bevarer håbet.

- Vi er ikke interesserede i at give op endnu, men folk er trætte. Jeg plejer at sige: vi giver ikke op, når vi er trætte - vi giver op, når vi er færdige, fortæller Sofie Sønderup.

Det er familien, der bestemmer.

Spørgsmålet om hvor længe de frivlliges eftersøgning af Emilie Meng forsætter er op til familien selv:

- Efter det her må jeg tale med de pårørende om, hvor meget mere de ønsker, at vi skal gøre i sagen, fortæller Sofie Sønderup.

Hun arbejder på at få dykkere, gummibåde og hunde til at møde op på søndag ud over  de mange andre frivillige. 

Sofie Sønderup er desuden i løbende kontakt med politiet.


Nyhedsoverblik