Det vi har sammen

Ny dom: Arbejdsgivere må ikke skære i syges løn

Retten i Nykøbing Falster har netop dømt, at det var ulovligt af Vordingborg Kommune at trække en sygemeldt socialpædagog i løn, da de ikke kunne få sygedagpengerefusion. Foto: TV ØST

Vordingborg Kommune kunne ikke få sygedagpengerefusion, derfor forsøgte de at trække beløbet fra sygemeldt socialpædagogs løn. Men det er ulovligt.

Da Vordingborg Kommune ikke kunne få sygedagpengerefusion for en sygemeldt medarbejder, forsøgte de at sende regningen videre til den sygemeldte socialpædagog ved at trække beløbet fra hendes løn.

Men det er ulovligt, fastslår en ny og principiel dom fra Retten i Nykøbing Falster, skriver fagbladet Socialpædagogen.

- Det er vigtigt, der bliver sat en tyk streg under, at arbejdsgiverne ikke må modregne i den overenskomstsikrede løn under sygdom, fordi man mister sygedagpengene, siger Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen til fagbladet Socialpædagogen.

Mistede ret til sygedagpenge

Sagen opstod, da den sygemeldte socialpædagog ikke inden for fristen fik udfyldt et sygedagpengedokument, der lå i e-boksen. Derved mistede kvinden sin ret til sygedagpenge.

Som konsekvens fik Vordingborg Kommune ikke sygedagpenge fra staten som refusion.

Det var her, at kommunen - der både var kvindens arbejdsgiver og myndighed i forhold til sygedagpengesagen - modregnede den manglende refusion i socialpædagogens løn.

Principiel sag

Den berørte socialpædagog får nu knap 23.000 kroner tilbage, der var modregnet i lønnen. Men dommen har også en principiel karakter, der kan komme andre sygemeldte lønmodtagere til gavn.

Det vurderer Maria Rasmussen, advokat i LO, der har ført sagen på vegne af Socialpædagogerne.

- Det har i lang tid været arbejdsgivernes opfattelse, at de havde ret til at modregne i den sygemeldtes løn, hvis arbejdsgiver mistede retten til refusion. Nu er det slået fast, at sådan forholder det sig altså ikke, siger advokaten til fagbladet Socialpædagogen.

Vordingborg Kommune og KL ønsker ikke at kommentere sagen eller svare på, om dommen ankes.

Tip os Har du et godt tip?