Nu skal stor narkosag i retten: Få overblik over sagen her

Gennem det seneste år har politiet anholdt en række personer, der menes at være en del af et narkonetværk. Retssagen mod otte sigtede begynder torsdag. Foto: TV ØST

Torsdag begynder sagen mod otte tiltalte, der tager udgangspunkt i mere end 100 kilo amfetamin. Bliv klogere på den komplicerede narkosag her.

En af de største narkosager.

Sådan omtaler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en spektakulær amfetaminsag, der både trækker tråde nationalt og internationalt.

Sagen begyndte, da politiet beslaglagde 50 kilo amfetamin ved Bilka i Slagelse. Samme dag fandt de et amfetaminlaboratorium i Vestjylland.

Siden da er en lang række personer blevet anholdt og sigtet i sagen, der begynder torsdag ved Retten i Næstved.

 

Få et overblik over den komplekse sag her.

 

6. oktober 2016

Politiet anholder to personer, der er i gang med at overlevere 50 kilo amfetamin på parkeringspladsen ved Bilka i Slagelse.

En 24-årig mand fra Slagelse, der også befinder sig på parkeringspladsen, har held med at stikke af fra politiet.

Samme dag finder politiet et amfetaminlaboratorium i Videbæk ved Herning. I laboratoriet finder politiet ingredienser til at fremstille mindst 55 kg amfetamin.

I alt anholdes fem personer denne dag, da tre personer anholdes i Sorø med 650.000 kroner i kontanter. 

11. oktober 2016

To personer forsøger forgæves at befri en person i Slagelse Arrest. Han er en af de mænd, der mistænkes for at stå bag amfetaminlaboratiriet i Vestjylland. 

Politiet er bekendt med planerne inden, og de er derfor mødt talstærkt op ved arresten.

En mand og en kvinde, som er i besiddelse af et haglgevær, anholdes.

Læs også Politiet: En af de største narkosager, vi har haft

28. oktober 2016

Politiet beslaglægger yderligere tre kilo amfetamin, og en 24-årig mand fra Slagelse anholdes.

Det er den unge mand, der stak af fra politiet på Bilkas parkeringsplads den 6. oktober. Han bliver varetægtsfængslet og sigtet for salg af i alt 53 kilo amfetamin – heriblandt de 50 kilo fra aktionen ved Bilka.

31. oktober 2016

Politiet beslaglægger 14 kilo amfetamin, halvandet kilo kokain og halvandet kilo hash i et kælderrum i Slagelse.

Desuden bliver en sportstaske med fem og et halvt kilo kokain fundet i et krat bag Sørbyhallen i Sørbymagle ved Slagelse. I nærheden finder politiet også en vakuumpakket pose med to Zastava-pistoler. 

Tre personer bliver anholdt. To af dem – mænd på 20 og 22 år bliver varetægtsfængslet, mens den tredje, der er 24 år, løslades.

Læs også Mand fængsles efter fund af fire dunke med amfetaminolie

13. december 2016

Ved en aktion bliver en 24-årig mand anholdt og sigtet for at aftage en større mængde amfetamin fra hovedmændene. 

Ved en ransagning af mandens bopæl bliver der fundet mindre mængder af både amfetamin og kokain.

April 2017

Der falder dom i sagen om den planlagte befrielsesaktion ved Slagelse Arrest.

En mand idømmes fængsel i to år og fire måneder, mens en 23-årig kvinde straffes med fængsel i et år og otte måneder. 

Læs også 30-årig kvinde fra Slagelse fængslet i international narkosag

14. juni 2017

En 30-årig kvinde fra Slagelse bliver anholdt og sigtet for at være en del af sagen, der nu trækker tråde til udlandet.

Kvinden er mistænkt for at transportere store pengebeløb til udlandet som betaling for nogle af de produkter, der skulle bruges til fremstilling af amfetamin.

4. august 2017

Der falder dom i en del af sagen, da de tre unge mænd, der blev anholdt den 31. oktober, alle har tilstået.

En 23-årig mand bliver idømt ni års fængsel for at være ansvarlig for de to pistoler og de fem kilo kokain, politiet fandt i krattet bag Sørbyhallen i Sørbymagle.

Desuden idømmes en 21-årig mand seks års fængsel for fundene i kælderrummet i Slagelse. En 25-årig mand idømmes halvandet års fængsel for besiddelse af stoffer.

Læs også Tre mænd idømt op til ni års fængsel i stor narkosag

21. september 2017

Retssagen mod de resterende syv mænd og den 30-årige kvinde begynder ved Retten i Næstved.

Ifølge anklageskriftet har de stået for arbejdsopgaver i forbindelse med fremstilling og salg af amfetamin. 

De er blandt andet anklaget for indsmugling, fremstilling og salg af stoffer. Desuden er den mand, der blev besøgt befriet fra Slagelse Arrest, tiltalt for befrielsesforsøget. 

Ifølge anklageskriftet er 101 strømpistoler, der lignede lommelygter, også en del af sagen. 

De tiltalte er mellem 23 og 48 år. De nægter sig alle skyldige. 

4. januar 2018

Det forventes, at sagens afgørelse foreligger 4. januar.

Fordi der er tale om så store mængder narkotika, risikerer flere af de tiltalte fængsel op til 16 år. 

Der er afsat 20 retsdage til sagen. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App