Nyheder fra din hverdag

Storm giver problemer: Mange træer væltet - færger og togdrift hårdt ramt

Togdriften er indstillet mellem Slagelse og Sorø frem til ca. klokken 22.00 fredag aften. Foto: René Lind

Sådan ser der ud ved Køng mellem Vordingborg og Næstved onsdag. Foto: Christina Agerup Præst Lorentzen

Prognose over vinden. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

1 af 3

Blæsten skaber store problemer for færger og tog på Sjælland onsdag aften. Alle tog mellem Sorø og Slagelse er indstillet på grund af væltede træer.

Det store blæsevejr raser i vores område - og har enkelte steder i løbet af dagen været over stormstyrke.

- Stormen giver en del trafikale problemer. Der er mange træer, der er væltet, og grene der er faldet ned. Det er værst i den sydlige del af regionen, men jeg har ikke det præcise overblik over det, siger vagtchef Ove Christoffersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Blandt andet er der væltet træer ud over Sydmotorvejen, der har været delvist spærret - og der er også væltet adskillige træer ned over Gedser Landevej.

Også en række færger og togdriften er alvorligt påvirket af blæsevejret.

Den højeste vindhastighed er målt på halvøen Langø ved Nakskov, hvor middelvinden nåede op på 25 m/s. Samtidig er der i Gedser målt vindstød på mere end 32 m/s.

Det viser tal fra DMIs målestationer. Grænsen for storm er 24,5 m/s vind i middelvinden.

På grund af risikoen for kraftige vindstød har DMI udsendt et varsel om voldsomt vejr, der gælder langs alle kystområder i vores område på nær Odsherred og Holbæk. I Odsherred er der dog en risiko for voldsomt vejr. Varslerne gælder indtil torsdag morgen klokken 07.00.

Læs også Ny prognose: Risiko for vindstød af stærk stormstyrke

Togdrift afbrudt

Togdriften har onsdag aften især givet problemer for togdriften, hvor flere væltede træer betød, at alle tog på DSBs hovedlinje mellem Sorø og Slagelse måtte standses på stationerne. 

Ifølge DSB gav det forsinkelser på op til halvanden time på fjerntogsdriften.

Træerne har ifølge BaneDanmark ramt en kørelinje, og det skal fikses, før togdriften kan genoptages. Forventningen klokken 20.55 var, at det kan ske cirka klokken 22.00. 

Også mellem Kalundborg og København har der en del af onsdagen været indsat togbusser.

Kun få færger sejler

Også en række færger har indstillet sejladsen på grund af den hårde vind.

Blandt dem er Scandlines, der har aflyst alle færger til og fra Gedser indtil og med afgangen klokken 11.00 torsdag formiddag. Passagerer henvises i stedet til overfarten fra Rødby, der sejler uforstyrret.

Også LangelandsFærgen fra Tårs har indstillet sejladserne resten af onsdagen.

Askø, Askø og Fejø fra Bandholm har indstillet sejladsen, ligesom Omøfærgen og  Agersøfærgen er indstillet.  

Storebælt har dog skruet ned for beredskabet, efter middelvinden på broen faldt ned under 11 m/s. Broen har tidligere frarådet vindfølsomme køretøjer at passere - men gør nu blot opmærksomme på blæst, der kan påvirke kørslen.

Artiklen er opdateret

Denne artikel er opdateret flere gange onsdag, efterhånden som stormen har udviklet sig.

 

Tip os Har du et godt tip?